Fortsæt til indhold
Håndbold

Succestræner er på vej væk fra midtjyske pokalvindere

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er håndboldklubben Herning-Ikast på vej til at skille sig af med cheftræneren Mathias Madsen.

Et af Danmarks bedste kvindehåndboldhold er efter al sandsynlighed uden cheftræner inden længe.

De forsvarende vicemestre fra Herning-Ikast Håndbold er ifølge Jyllands-Postens oplysninger tæt på at afslutte samarbejdet før tid med cheftræner Mathias Madsen, der tidligere på sæsonen førte klubben til tops i pokalturneringen.

Mathias Madsens kontrakt udløber i sommeren 2021, men kilder fortæller til Jyllands-Posten, at det er »meget sandsynligt«, at cheftræneren inden for kort tid er færdig i Midtjylland. Det bristede samarbejde skyldes bl.a. sportslige uenigheder omkring klubbens fremtid.

Herning-Ikasts salgs- og sportsdirektør, Daniel Grønhøj, ønsker hverken at be- eller afkræfte oplysningerne.

»Jeg forholder mig til, at Mathias Madsen har en kontrakt i Herning-Ikast. P.t. er han stadig træner, og så har jeg ikke flere kommentarer,« siger Daniel Grønhøj.

Jyllands-Posten har været i kontakt med Mathias Madsen, der ikke har ønsket at kommentere oplysningerne.

Efter tre år som assistenttræner, hvor Herning-Ikast bl.a. vandt sølv og bronze i ligaen, overtog Mathias Madsen i sommeren 2019 jobbet som cheftræner fra Kristian Kristensen.

I sin debutsæson med hovedansvaret har den 38-årige Mathias Madsen bl.a. markeret sig med sejren i pokalturneringen mellem jul og nytår, hvor Herning-Ikast udspillede favoritterne fra Odense i finalen. Herning-Ikast havde desuden kvalificeret sig til dette års EHF Cup-semifinale, men kampene blev aflyst på grund af coronapandemien. Klubben sluttede sæsonen som nummer seks i grundspillet.

Mathias Madsen har tidligere været assistenttræner i Silkeborg-Voel og var i sin aktive karriere bl.a. en nøglefigur i Bjerringbro-Silkeborg.