Fortsæt til indhold
Håndbold

Nu er håndboldballaden blevet afgjort – igen

På et ekstraordinært møde mandag aften besluttede Repræsentantskabet i Dansk Håndbold Forbund at afblæse sæsonen. Dermed er Aalborg og Team Esbjerg igen mestre, mens Nordsjælland og EH Aalborg rykker ned.

En af de største farcer i dansk klubhåndbold er overstået – i hvert fald for nu.

Efter flere ugers forvirring og uvished blev der mandag aften sat et foreløbigt punktum i sagen om håndboldsæsonens afslutning i ligaen og 1. division.

Det hele slutter, hvor det reelt set begyndte for over halvanden måned siden, da Udvalget for Professionel Håndbold under Dansk Håndbold Forbund (DHF) midt i coronakrisen valgte at afblæse sæsonen ud fra de aktuelle placeringer.

Helt konkret betyder det, at Aalborg Håndbold og Team Esbjerg igen kan kalde sig danske mestre anno 2020, Nordsjælland og EH Aalborg må en tur ned i 1. division, mens TMS Ringsted og Vendsyssel vender tilbage til landets bedste række. Samtidig vil de to mesterhold deltage i næste sæsons Champions League, mens Odense Håndbold (sølv), Viborg HK (bronze), Herning-Ikast, GOG (sølv), TTH Holstebro (bronze) og Bjerringbro-Silkeborg skal deltage i European Handball League.

Tre klubber i klemme

Afgørelsen fandt sted på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Kolding, hvor de 51 medlemmer af Repræsentantskabet i DHF skulle stemme om, hvorvidt de ville tilslutte sig det professionelle udvalgs tidligere beslutning om at afslutte sæsonen før tid eller ej.

Repræsentantskabets beslutning er en lussing til især tre klubber, Nordsjælland Håndbold, EH Aalborg og 1. divisionsklubben Odder, der i ugevis har kæmpet hårdt for at undgå tvangsnedrykning. I begyndelsen af maj gav Håndboldens Appelinstans klubberne medhold i, at det professionelle udvalg ikke havde mandat til at afblæse sæsonen, hvorfor sagen endte i Repræsentantskabet. Men her var der ikke hjælp at hente, da minimum to tredjedele af medlemmerne blåstemplede udvalgets oprindelige beslutning.

»Det er virkelig trist for alle parter i håndbolden, at den her sag er blevet trukket sådan i langdrag. Selvom vi har gjort alt efter bogen i forhold til at rådføre os med jurister, er der alligevel huller, som er blevet udnyttet til det sidste i kampen for at omgøre en beslutning, som rettelig bør ligge hos udvalget for professionel håndbold,« siger DHF’s formand, Per Bertelsen, ifølge dhf.dk.

Trods afgørelsen er det ikke definitivt, at de tre klubber rykker ned. Allerede i fredags – tre dage før det ekstraordinære møde – sendte de sagen videre til appelinstansen i Danmarks Idrætsforbund (DIF), der er idrættens højeste instans. Her er behandlingstiden minimum en måned.

Artiklens emner
DHF