Fortsæt til indhold
Håndbold

Håndboldsæsonen kan blive aflyst i dag

Toppen af dansk håndbold er tirsdag samlet til et hastemøde for at drøfte, hvad der skal ske med resten af sæsonen.

Er det definitivt slut med elitehåndbold på denne side af sommerferien?

Det spørgsmål kan meget vel blive besvaret tirsdag eller onsdag i denne uge.

Divisionsforeningen i håndbold har ellers i flere uger kæmpet hårdt for at holde liv i håbet om en genoptagelse af sæsonen i landets bedste rækker, men som følge af statsminister Mette Frederiksens forlængelse af forsamlingsrestriktionerne mandag aften, tyder meget på, at sæsonen er slut.

Vi havde udsigt til den bedste sæson nogensinde i Team Esbjerg.
Hans Christian Warrer, direktør, Team Esbjerg

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er der derfor tirsdag et ekstraordinært telefonmøde i Udvalget for Professionel Håndbold, som har kompetence til at beslutte, hvad der skal ske med dansk håndbold i den nærmeste fremtid.

I udvalget sidder parter fra både Dansk Håndbold Forbund og Divisionsforeningen – heriblandt Divisionsforeningens direktør, Thomas Christensen, der mandag aften sagde følgende til Ritzau:

»Det ser meget, meget svært ud at spille håndbold med tilskuere på denne side af sommerferien, og håndbold uden tilskuere kan jo først blive efter 10. maj, og vi kan også først begynde at træne efter 10. maj.«

Ej heller i Team Esbjerg, de forsvarende mestre i kvindehåndbold, forventer man, at Estavana Polman og de øvrige stjerner kommer i kamp igen.

»Med den udmelding, som statsministeren kom med mandag aften, har jeg meget, meget svært ved at se, at vi kommer til at spille mere håndbold i denne sæson, og det har jeg det skidt med. Jeg er rigtig ærgerlig,« siger direktør Hans Christian Warrer.

Team Esbjerg er millimeter fra at vinde kvindeligaens grundspil og er med en sikret kvartfinaleplads i Champions League på vej mod et stort resultat i Europa. Derfor er han ekstra frustreret.

»Det har været én lang optur i det seneste halvandet år, men nu bliver vi formentlig bedt om at stoppe, inden vi når klimaks. Vi havde udsigt til den bedste sæson nogensinde i Team Esbjerg,« siger han og tilføjer:

»Men jeg krydser fingre for, at vi kan tage hul på en ny sæson på den anden side af ferien, selvom vi formentlig må leve under andre betingelser med knap så mange mennesker i hallerne. Jeg håber og tror på, at tingene normaliserer sig.«

Udvalget for Professionel Håndbold har tidligere meldt ud, at den 20. april er deadline for at træffe en beslutning om at spille sæsonen færdig eller ej.