Fortsæt til indhold
Håndbold

Gravid skytte har spillet sin sidste kamp for Randers

Den svenske håndboldlandsholdsspiller Jamina Roberts venter barn og kommer ikke på banen mere for Randers.

/ritzau/

Håndboldklubben Randers HK må klare sig uden en af sine største profiler i resten af denne sæson.

Den mangeårige svenske landsholdsspiller Jamina Roberts er gravid og kommer ikke på banen mere for den østjyske klub, hvor hun har kontraktudløb til sommer.

- Vi vil dog stadig få glæde af Jaminas erfaring resten af denne sæson, om end det bliver til støtte og vejledning udenfor de 20 x 40 meter, skriver klubben på Facebook.

29-årige Jamina Roberts har spillet for Randers siden 2018. Tidligere i karrieren havde hun også et toårigt ophold hos Team Tvis Holstebro.

I en årrække har hun været en fast bestanddel af det svenske landshold, hvor hun har spillet 164 landskampe siden debuten i 2010.

Nyheden kommer, mens Randers kæmper hårdt for at sikre sig en plads i slutspillet, hvilket kræver at holdet slutter blandt grundspillets otte bedste i HTH Ligaen.

Randers ligger lige nu på syvendepladsen med to point ned til Nykøbing Falster, der befinder sig lige uden for det fine selskab.