Ingen hjælp fra Island: Håndboldherrerne er ude af EM
Island formåede ikke at slå Ungarn, og dermed er de danske verdensmestre ude af EM inden aftenens kamp mod Rusland.
MALMØ
Det er næsten ikke til at tro, men den er god nok.
Gruppespillet ved EM i 2020 blev endestationen for guldfavoritterne fra Danmark. Vi tager den lige igen. Mikkel Hansen, Niklas Landin og resten af de forsvarende verdens- og olympiske mestre er ude af EM og kan derfor på slutrundens blot femte aften pakke taskerne og rejse hjem.
Den dårlige danske nyhed kom midt under holdets forberedelse til onsdagens sidste gruppekamp mod Rusland, som dermed viste sig at være uden betydning. Danmark havde brug for hjælp fra Island for selv at kunne afgøre sin skæbne, men Gudmundur Gudmundsson og co. formåede ikke at vinde over Ungarn.
Slutresultatet blev en sejr på 24-18 til Ungarn, der avancerer til mellemrunden med to point, mens Island går videre med nul point. Danmark er ligesom Rusland færdige ved turneringen.
Nedturen havde kun de allerfærreste set komme for en uge siden. Ja, Nikolaj Jacobsen havde ret i, at Danmark var havnet i en af slutrundens sværeste grupper. Og ja, Danmark var undervejs ramt af skader og sygdom til flere nøglespillere, men det rokker ikke en millimeter ved den store fiasko.
Målsætningen var som minimum en semifinaleplads, og Toft, Lauge, Lindberg og alle de andre havde offentligt luftet drømmen om at tage EM-guldet for dermed at være indehaver af alle tre internationale titler. Det kan de glemme alt om. Mens nationer som Norge, Spanien og Kroatien nu er blandt favoritterne til at blive ny europamester, er Danmark – ligesom Frankrig – ude, før det for alvor blev sjovt.
Den danske slutplacering uden for top-12 er den dårligste mesterskabsplacering i 15 år og samtidig den ringeste danske placering ved et EM nogensinde. Det kan Nikolaj Jacobsen tænke lidt over, men landstræneren kan ikke tillade sig at bebrejde Island for manglende hjælp.
Stor kamp af Mikler
Islændingene havde masser at spille for og kunne med en sejr over Ungarn have taget to point med videre til mellemrunden. Det er 10 år siden, at Island senest har spillet en EM-semifinale, og to medbragte point ville have lunet i øboernes jagt på medaljekampene. Island fik dog den værst tænkelige start på kampen, og uroen forplantede sig straks på tribunerne. Her sad tusindvis af danskere, som var taget tidligt i Malmø Arena for at støtte de nordiske venner – for egen vindings skyld, naturligvis.
Men Ungarn og især holdets stjernekeeper Roland Mikler havde ingen interesse i danskernes gode humør. Han nuppede fire bolde i træk, og så førte Ungarn 3-0 efter en håndfuld minutter.
Chokstarten rystede dog ikke den 40-årige Gudjon Valur Sigurdsson. Fløjen viste karakter og satte gang i et vildt comeback, og med seks scoringer i træk var kampen pludselig vendt på hovedet. Det kunne de fleste i Malmø Arena godt lide. Der blev sågar sat gang i det berømte ”huh-råb”.
Island dominerede i første halvleg, men udbyttet af den fine præstation var ikke optimal. Pauseføringen på tre mål var for lille, og når man ikke udnytter sit momentum på højeste niveau, bliver man straffet. Ungarn hentede Islands føring på fem scoringer og udlignede til 15-15 med 20 minutter igen.
Det skyldtes ikke mindst Roland Mikler, der blev ved med at stå i vejen for de islandske skud, der indimellem også savnede præcision og fart. Målmanden var modbydelig fra alle vinkler og hjørner, og hans pragtpræstation sikrede til sidst Ungarn sejren.
Fælles for Ungarn og Island er dermed, at de skal spille den første mellemrundekamp på fredag – det skal Danmark ikke.