Danmarks største håndboldtalent sendte GOG tæt på første titel i 12 år
Bagspilleren Lasse Møller gik forrest, da GOG vandt den første DM-finale i Aalborg og dermed kan nøjes med uafgjort i returkampen for at blive dansk mester.
De vandt det danske mesterskab syv gange mellem 1992 og 2007.
Siden da har håndboldspillerne i traditionsklubben GOG ikke prøvet at holde guldfest. Flere gange har holdet været lige ved og næsten, men fynboerne er hver gang faldet kort før målstregen.
Men nu har GOG-spillerne en kæmpe chance for at vinde klubbens første titel i 12 år.
Søndag aften vandt holdet den første DM-finale i Aalborg med 33-30, og dermed er uafgjort nok for Lasse Møller og co. i returkampen på torsdag. Om der bliver proppet i den lille, intime og lettere gammeldags håndboldhal? Gæt selv.
Sejren kunne man ikke indvende noget imod, og som objektiv håndboldfan må man blot konstatere, at der er noget særligt over Nicolej Krickaus mandskab.
Det handler ikke kun om trekløveret Lasse Møller, Niclas Kirkeløkke og Emil Jakobsen, der er ekstraordinære håndboldbegavelser, som enhver træner må drømme om at arbejde med på daglig basis. Det handler om holdets karakter.
Fynboerne har bevist det flere gange i de seneste sæsoner. Jovist, det bliver indimellem lidt for hektisk og naivt for de unge gutter, men der findes intet hold i Danmark, der kan svare hurtigt igen som GOG. Man så det senest mod mestrene fra Skjern, som i to af tre semifinalekampe måtte se to komfortable forspring blive indhentet.
I Gigantium i Aalborg skete det igen. Hjemmeholdet var foran 13-11 og havde momentum. Det gyngede i en glimrende finalekulisse, og man fornemmede et nordjysk overtag. Hvis Aalborg-spillerne havde udnyttet deres oplagte chancer, ville forspringet have været endnu større.
Men på sølle fire minutter scorede storspillende Niclas Kirkeløkke og co. fra GOG fem gange og gik dermed til pause med en føring på to mål. Enhver fejl blev ganske enkelt straffet.
Opturen fortsatte i anden halvleg, hvor Lasse Møller med to kvikke langskud sendte de knap 400 medrejsende GOG-fans i en mindre lykkerus. 7-1 til GOG i en periode på otte minutter – og kampen var vendt fuldstændig på hovedet.
Anført af Henrik Møllgaard havde Aalborg ellers været bedst i finalens første 25 minutter. Landsholdsspilleren strøg om sig med nydelige afleveringer, og han toppede sin præstation i første halvleg med et underhåndsskud, der fik Gigantium til at måbe. Det så både akavet og spektakulært ud, da han trak skuddet fra lavt leje og op i hjørnet forbi Ole Erevik.
Det var også Henrik Møllgaard, der ledte an i sit holds jagt på GOG, men det var tydeligt, at Aalborg manglede sin måske største profil. Islandske Omar Ingi Magnusson, holdets topscorer, slog hovedet i semifinalen mod Bjerringbro-Silkeborg efter en grim tackling og var derfor ikke kampklar. Fraværet af ham – og langtidsskadede Andreas Holst – gav cheftræner Stefan Madsen udfordringer i angrebsspillet. Afløserne spillede for langsomt og fik ikke flyttet det stabile GOG-forsvar hurtigt nok.
Muligheden for et comeback blev ikke lettere af, at Lasse Møller endnu engang understregede, at han er en fremragende håndboldspiller. Han skød, skød og skød. Oftest gik bolden i mål – faktisk 12 ud af 21 gange. Han var involveret i alt i gæsternes angrebsspil og tog konstant ansvar. Tilskuerne i herreligaen skal huske at nyde hans tilstedeværelse, inden han skifter til tyske Flensburg-Handewitt i sommeren 2020.
Men først venter hans største kamp i karrieren – en DM-finale på hjemmebane torsdag aften, hvor guldet igen kan blive gult.