Direktør i hoppedans: Aalborg slog BSV i semifinaledrama
BSV smed en føring på tre mål i slutfasen og tabte til Aalborg Håndbold, der er favoritter i søndagens pokalfinale.
Gad vide om de egentlig tør tro på champagne og guldglimmer i Aalborg Håndbold?
Mesterskabet har håndboldklubben vundet ad flere omgange, men når det kommer til sæsonens årlige pokalweekend, er de nordjyske fans gang på gang blevet skuffet.
Seks gange i de seneste otte år har Aalborg Håndbold kvalificeret sig til pokalturneringens Final Four, men det er endnu ikke lykkedes at vinde titlen.
Det kan ske søndag eftermiddag. Chancen for nordjysk pokalguld bliver formentlig ikke større. Her skal Stefan Madsens mandskab møde ligaens store overraskelse fra Skanderborg i pokalfinalen anno 2019.
Det står klart efter en smal Aalborg-sejr på 29-27 over Bjerringbro-Silkeborg (BSV) i lørdagens sene semifinale, hvor afgørelsen først faldt i allersidste minut.
Ja, helt som ventet blev det en tæt affære med Aalborg som det kontrollerende hold. Fraværet af en tåskadet Nikolaj Markussen og en rygskadet Stefan Hundstrup har gjort ondt på BSV, der for nyligt kollapsede og røg ud af Champions League efter en skrækkelig afslutning mod polske Wisla Plock.
Aalborg – derimod – er med tre sejre i træk kravlet op i toppen af herreligaen, og den selvtillid tog nordjyderne med sig i Jyske Bank Boxen i Herning. Holdet spillede tålmodigt og med stort intellekt, og det kastede åbne chancer af sig angreb efter angreb. Kun et par store redninger af Kasper Larsen forhindrede en perfekt aalborgensisk indledning på opgøret.
Der er tale om klasse
Cheftræner Stefan Madsen har i hvert fald alle mulige grunde til at tage på arbejde hver dag med et smil på læben, for hans adrætte personalestab er harmonisk, velfungerende og spækket med kvalitet. Lige fra uforudsigelige Omar Ingi Magnussen over brølstærke René Antonsen til kløgtige Henrik Møllgaard er der tale om klasse.
Foran med fire mål og med et par livlige fløje med overskud i kontrafasen var Aalborg tæt på at knække BSV allerede midtvejs i første halvleg. Rutinen slog dog til for midtjyderne, der takket været Jesper Nøddesbo, Øris-brødrene og Johan Hansen fik kæmpet sig til pause med optimismen i behold.
For knap 50 dage siden blev en lille håndfuld af de involverede spillere verdensmestre på selvsamme halgulv. Dengang var stemningen og det spillemæssige niveau naturligvis en anelse bedre, men det betød åbenbart intet for Johan Hansen. BSV-fløjen forkælede ad flere omgange de ca. 5.200 tilskuere med afslutninger af ypperste klasse.
Langsiden med BSV-tilhængere fik endnu mere at juble ad efter pausen, da Michael V. Knudsen bragte sit hold i front for første gang i kampen. Aalborgs kølighed var pist forsvundet og i stedet erstattet af dumhed. Det gjaldt ikke mindst forsvarsstyrmanden René Antonsen, der fik sin tredje udvisning – og dermed rødt kort – efter at have bøvlet rundt med Mads Øris.
Om dommen var korrekt, skal være uvist, men Aalborg-spilleren var i hvert fald rasende. Han kastede sin hvide fingertape i gulvet, mens han brølede, så blodårerne næsten blev tydelige helt oppe på 43. række.
Chancer brændt
Kraftudladningen øgede dog kun nerven og intensiteten i semifinalen, hvor begge hold skiftedes til at brænde oplagte chancer. BSV fik først genindstillet sigtekornet, og pludselig var Peter Bredsdorff-Larsens udvalgte foran med tre mål. Ja, havde veteranen Jesper Nøddesbo været tre år yngre, ville han måske kunne have sprintet sig fri i kontrafasen og øget føringen til fire.
Den misbrugte mulighed blev en indirekte invitation til Aalborg, der scorede tre i træk. Pludselig var igen liv i de knap 600 medrejsende fans i røde trøjer.
Liv kom der også i Jan Larsen, Aalborgs ildsjæl og adm. direktør, da BSV’s August Pedersen 18 sekunder før tid missede udligningen til 28-28. Redningen og det efterfølgende pyntemål fejrede direktøren med en hidtil uset hoppedans foran de nordjyske tilskuere.
Måske kan Jan Larsen hoppe lidt mere søndag aften, når finalen mod Skanderborg, der slog Århus, er færdigspillet.