Fortsæt til indhold
Håndbold

Danske profiler løb forrest i grim pokalydmygelse

Håndboldkvinderne fra Nykøbing Falster er klar til holdets første pokalfinale nogensinde efter en knusende sikker sejr over modløse Randers.

Han kæmpede tydeligvis en kamp med sig selv og sine følelser, men efter 11 minutter måtte han overgive sig. Nu måtte nok være nok.

En skaldet mand i 40’erne – iført en blå Randers-fantrøje – rejste sig fra sin siddeplads, gik målrettet mod betontrappen og væk fra tilskuerpladserne. Han havde set rigeligt pokalhåndbold.

For to år siden vandt hans lokale favoritter fra Randers HK overraskende pokaltitlen, men en gengivelse i 2018 nåede aldrig for alvor at blive et tema. Så langt fra endda – og skylden var Nykøbing Falsters.

I lørdagens første semifinale ved kvindernes Final Four var Nykøbing Falster ikke blot dominerende og overlegne. Kristina Kristiansens gule hvirvelvind af et håndboldhold var udraderende og massakrerende, og det kastede en knusende sikker sejr på 37-18 af sig.

Dermed skal Nykøbing Falster spille pokalfinale søndag, og hvis holdet fortsætter i samme tempo, er pokalen bestemt inden for rækkevidde – uanset modstander.

Stort set alt flaskede sig for Jakob Larsens kvinder. Landsholdsfløjen Lærke Nolsøe var flyvende på sin venstre wing, Kristina Kristiansen dirigerede med kreativitet og disciplin, og i målet var Cecilie Greve nådesløs over for de holdkammerater, hun drak pokalchampagne med for to år siden.

Målvogteren, der ved siden af boldspillet er i praktik som pædagog i en børnehave i Karslunde, havde sin egen legestue med Randers-spillerne. Først efter 12 minutter kom den første randrusianske scoring – og det var endda i overtal.

Randers leverede overordnet set en skrækkelig indsats. Ganske enkelt.

Den svenske stjerne Jamina Roberts var helt ved siden af sig selv og personificerede et hold, der stort set fra start til slut var ude af stand til at gøre noget rigtigt.

Kronjyderne tabte de fysiske dueller og virkede bange for at angribe mod mål. Spillet var stresset og forudsigeligt, og ingen kunne derfor fortænke cheftræner Niels Agesen i at tage sig til panden i modløshed.

Hans udskiftningsbænk var en banegård, men ingen af de spillere, der rullede ind på perronen i Blue Water Dokken i Esbjerg, havde succes med sig.

Holdet var godt nok uden stjernen Nina Müller, der for nyligt stoppede brat i klubben på grund af manglende betaling fra en sponsor, men uagtet tyskerens fravær virkede det lørdag eftermiddag uforståeligt, at Randers i september formåede at slå mestrene fra København ud af turneringen.

Ydmygelsen blev total et kvarter før tid, da Emilie Westberg kastede bolden ned i et tomt Randers-mål til en føring på 20 mål. Afstanden var ganske passende vurderet ud fra præstation, vilje og kløgt.

Flot opbakning fra de medrejsende fans fra Falster. Foto: John Randeris

Det meste af anden halvleg var blot en udramatisk vandring mod et slutresultat. Det udnyttede de 200-300 medrejsende Nykøbing Falster-tilhængere til at synge, heppe og klappe på fineste vis.

Og i Randers-fanlejren? Ja, den skaldede mand vendte faktisk tilbage til sin siddeplads, men det var også med to store fadøl i hænderne til at skylle oplevelsen ned med.