KIF-træner Lars Rasmussen efter ydmygelse: Det er chokerende at se på
Danmarks mest vindende håndboldklub kæmper både på og udenfor banen i øjeblikket. Mandag aften fik holdet en lussing i Nordsjælland.
Det er ikke ubetinget sjovt at være en del af håndboldholdet KIF Kolding i øjeblikket.
Uden for banen kæmper traditionsklubben, som for nyligt afværgede en truende konkurs, med at få styr på økonomien og få betalt kreditorerne, og inde på banen kæmper holdet med at finde løsningen på de sportslige udfordringer.
Mandag aften blev Danmarks mest vindende håndboldklub ydmyget på udebane mod Nordsjælland Håndbold. Gæsterne tabte med 12 mål, og umiddelbart efter kampen ønskede KIF-spillerne eller cheftræner Lars Frederiksen ikke at stille op til interview.
Trænerstab og spillertrup tog sig nemlig ekstra god tid til at tale tingene igennem, og Lars Frederiksen fortalte efterfølgende til TV 2 Sport, at man i truppen havde en snak om, hvad det betyder at gå rundt med KIF-mærket på brystet.
»Det handler lidt om ærgerrighed og fight, og det synes jeg lå lidt langt væk i dag (mandag, red.) ved os alle sammen,« siger han.
Under kampen kaldte KIF-assistenttræner Lars Rasmussen præstationen for en skændsel, og han uddyber i Jydske Vestkysten:
»Jeg vil sige det på den måde, at det er chokerende at se på, hvor meget vi falder sammen,« siger han.
»Det var nærmest pinligt til sidst. Det her er ikke dna’et for KIF Kolding. Det, der gør allermest ondt, er, at vi falder sammen. Hele holdet. Os alle sammen. Så hurtigt og så let,« siger Lars Rasmussen.
KIF Kolding har vundet én ud af sæsonens seks ligakampe. Holdet har foruden Nordsjælland tabt til Sønderjyske og Århus, mens det er blevet til uafgjorte resultater mod Skanderborg og Lemvig. Kun oprykkerne fra TMS Ringsted har tabt til KIF.
Næste opgave for klubben er på lørdag, hvor Ribe-Esbjerg venter.