En fransk kniv i Skjerns Champions League-drøm: Nantes slog Skjern stort i første kvartfinale
Skjern Håndbold tabte med seks mål i det første af to kvartfinaleopgør i Champions League.
Da Skjern Håndbold sikrede sig adgang til klubbens første Champions League-kvartfinale nogensinde på bekostning af mægtige Veszprém, beviste vestjyderne, at intet tilsyneladende er umuligt. Og netop den indstilling bliver afgørende for Skjern forud for returopgøret imod HBC Nantes. I det første opgør, der blev spillet søndag aften i Frankrig, blev Skjern i perioder nemlig løbet effektivt over ende af en velsleben kontrakniv.
Skjern tabte således kampen med 33-27.
Inden kampen var det en kendsgerning, at Skjern skulle finde en erstatning for deres højrefløj René Rasmussen, der i slutspilskampen imod TTH Holstebro forrige mandag rev sin akillessene over.
Rasmussen, der har været en vigtig spiller for Skjern i flere sæsoner både offensivt og defensivt, blev i kampen mod Nantes i første omgang afløst af bagspilleren Eivind Tangen, der i ungdomsårene gjorde sig på fløjen, og som i tirsdags også lavede et enkelt mål fra fløjen imod Aalborg.
Tangen indledte kampen med en brændt afslutning i det, der var en lige start på kampen. Men efter at have ført 4-5 begyndte Skjern pludselig at lave mange simple fejl. Og med et vildt fransk publikum i ryggen var Nantes kyniske særligt i kontrafasen, hvorfor syv af de første otte franske scoringer blev scoret på kontra.
I Skjerns etablerede angrebsspil blev det til for mange boldtab til trods for gentagende forsøg på at spille syv mod seks. De mange boldtab og dårlige aflevering var blot vand på Nantes kontramølle, hvor den tyske venstrefløj Dominik Klein løb Skjern over ende med fem mål i første halvleg. Skjerns indledende føring blev med seks franske scoringer i træk forvandlet til en fransk føring på 10-5. Det medførte en dansk timeout, hvor assistenten Henrik Kronborg opfordrede sine spillere til ikke at stresse.
Det hjalp kortvarigt, og den franske føring blev barberet ned til to mål, før fejlene igen hobede sig op hos det vestjyske udehold, der gik til pause bagud 12-18.
Efter pausen fortsatte Skjerns problemer. Antallet af franske kontramål faldt, men Skjern skulle kæmpe hårdt for at lave mål, alt imens Nantes lavede mål efter behag, uagtet om Skjerns målmand hed Emil Nielsen eller Tibor Ivanisevic.
Føringen var med et kvarter tilbage oppe på ti franske mål, og alle Skjerns forhåbninger om et Final Four-stævne syntes langt væk, imens de franske tilskuere sang højere og højere.
Men med en god afslutning og vigtige scoringer fra blandt andet Kasper Søndergaard og Anders Eggert fik Skjern sparket liv i returopgøret, da den franske føring til sidst blev barberet ned til seks mål.
Returopgøret i Skjern Bank Arena spilles den 29. april.