Fortsæt til indhold
Håndbold

Peter Bredsdorff-Larsen: Her er 10 grunde til at BSV spiller på finalenivaeu

Håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg er endnu ikke sikret en semifinaleplads, men holdets cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen mener, at holdet allerede spiller på »finaleniveau«.

Ofte har de fleste sportshold travlt med at nedtone forventningspresset og i stedet tillægge modstanderne favoritværdigheden og fordelene.

Sådan er det også ofte i håndboldens verden, men hos herrerne fra Bjerringbro-Silkeborg (BSV) er man ikke bange for at melde klart ud.

Efter at have analyseret holdets kampe i sæsonen har midtjydernes cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen på klubbens hjemmeside præsenteret »10 tydelige eksempler« på, at holdet spiller på det, han kalder »finaleniveau«.

Udmeldingen kommer, selvom BSV'erne ikke var blandt grundspillets to bedste hold, og selvom holdet endnu ikke er sikret en semifinaleplads.

»De 10 grunde er ikke bare noget, vi synes, men det er dokumenterede facts, som illustrerer, at vi spiller håndbold på et meget højt niveau,« siger Peter Bredsdorff-Larsen og fortsætter:

»Det er et udtryk for, at vi har arbejdet godt med vores ting henover hele sæsonen og fået mange elementer i spillet til at fungere.«

Onsdag aften kan BSV bevise finaleniveauet, når holdet på hjemmebane mod DM-guldkandidaterne fra GOG i den direkte kamp om førstepladsen i slutspilspuljen.

»Det er to hold, der kender hinanden godt. Vi er godt forberedt, og vi glæder os til en kamp på en gammeldags facon, hvor vi kan udfordre hinanden på mere klassiske, traditionelle kompetencer,« siger Peter Bredsdorff-Larsen med henvisning til, at midtjyderne i de seneste tre kampe har mødt hold, der har indledt kampen i det udskældte syv mod seks-spil.

»Jeg kommer ikke til at pibe over det, men det er gået fra at være et værktøj til at blive en stor del af gameplanen. Det er blevet en meget stor del af spillet.«

Foruden BSV-GOG spiller også Nordsjælland mod KIF Kolding København i aften, mens Århus Håndbold tager imod TTH Holstebro herrernes slutspil.