Håndboldanfører er klar til at gå under vandet med sin kriseklub
Udsalget af spillere fortsætter hos kriseramte HC Midtjylland. Jacob Østergaard har tænkt sig at blive i klubben, som ifølge anføreren ikke længere har liganiveau.
Før sæsonen var målet en slutspilsplads, og drømmen var deltagelse i kampen om medaljer. Men selv de største optimister fra Herning har formentlig svært ved at se det ske.
Håndboldligaklubben HC Midtjylland har på grund af store økonomiske vanskeligheder i de seneste uger set sig nødsaget til at sælge ud af løntunge spillere i truppen. Fem spillere - heriblandt to norske landsholdsspillere - har allerede forladt klubben kvit og frit, og tirsdag røg yderligere to spillere. Det drejer sig om Jonas Samuelsson og Rasmus Carlsen.
Med andre ord er et helt hold af professionelle håndboldspillere nu væk fra den HC Midtjylland-trup, som før sæsonen var spået til at kunne drille landets største klubber.
»Lige nu har vi et hold med niveau til 1. division. Nogle spillere har ligaerfaring og andre skal nok skoles lidt, før de er klar,« siger Jacob Østergaard.
Han er klubbens 32-årige anfører og en af kun en håndfuld tilbageværende spillere med adskillige års ligaerfaring. Alligevel tænker han ikke på at forlade den kriseramte klub.
»Jeg har ingen intentioner om at tage videre. Kommer der noget helt vildt, spændende og stort, kigger jeg selvfølgelig på det, men jeg vil ikke skifte bare for at skifte,« siger han og fortsætter:
»Jeg har taget dykkerhjelmen på og er sammen med klubben på vej ned under vandet. Så må vi se, om der kommer nogen og bjærger os,« siger Jacob Østergaard.
Med afgangen af Jonas Samuelsson og Rasmus Carlsen er HC Midtjyllands drift sikret frem til 30. juni 2018, meddeler klubben. Resten af sæsonen vil blive spillet færdig med den resterende spillertrup suppleret med spillere fra klubbens 2. divisionshold og U18-spillere.
»Vi skal skifte vores fokus og motivation, ellers bliver det op ad bakke. Vi må tage det som en spændende mental oplevelse og forsøge at finde små delmål i kampene frem for at fokusere på at nå et vist antal point,« siger Jacob Østergaard.
I har ni ligakampe tilbage. Er I overhovedet favoritter til at vinde nogle af dem?
»Nej, ikke i ligaen. Når vi skal møde Rækker Mølle i pokalturneringen, er vi vel nok. Der burde vi kunne vise, at vi trods alt har format til at vinde,« siger han.
HC Midtjylland indleder forårssæsonen på mandag mod Århus Håndbold, og det er ikke en kamp, han forventer at få point i.
»Hvis man kigger neutralt og realistisk på det, er det dumt at tro, at vi kan vinde den kamp. Vi går benhårdt efter det, men vi vil jo formentlig tabe 99 ud af 100 kampe i den nuværende forfatning,« siger han.