HC Midtjylland afviser konkurssnak, men Morten Secher kalder situationen et skridt tættere afgrunden
HC Midtjylland er truet af lukning under to år efter, at man vandt pokalturneringen.
En ting er klart. Den økonomiske situation i håndboldklubben HC Midtjylland er kritisk. Men hvad der sker med klubben i de kommende måneder kommer an på, hvem man spørger.
Sent tirsdag eftermiddag blev træner, Jonas Wilde citeret for at sige, at HC Midtjylland kun har penge til at køre videre indtil 1. april, hvorefter klubben går konkurs.
»Beskeden, vi har fået, er, at de ikke er nået til enighed. Først skulle vi have svar den 23. december, men så blev fristen udsat. I dag kom så den endelige besked,« sagde Wilde til det norske medie Halden Arbeiderblad og uddybede.
»Det mest sandsynlige scenarie er, at klubben lukkes efter det, hvis der ikke kommer en økonomisk julenisse på besøg,« med henvisning til 1. april som skæringsdato.
HC Midtjylland-træneren såede også tvivl om, hvorvidt det vil blive muligt for klubben at stille hold indtil da, fordi spillerne har fået at vide, at de er frie til at søge andre steder hen.
Efter historien med Jonas Wilde-citater kom ud, afviste HC Midtjylland dog den efterfølgende på egen Facebook-side.
»HC Midtjylland er ikke gået konkurs. Der er fejlagtigt skrevet i diverse medier at HC Midtjylland i dag (tirsdag, red.) er gået konkurs. Det er ikke korrekt. Der er de seneste måneder arbejdet på at skaffe den nødvendige kapital til at drive HC Midtjylland videre. Dette arbejde pågår fortsat,« skrev klubben uden at komme ind på egen situation efter 1. april.
I et interview med TV Midtvest tirsdag aften tegnede sportschef Morten Secher dog samme dystre billede af klubbens situation som træner Jonas Wilde.
»Lige her og nu står vi og mangler nogle penge. Hvis lamperne var tændte før, så brænder det nu. Det her er et skridt nærmere mod afgrunden,« sagde Morten Secher, der dog ikke ville kommentere, om der ikke er penge til at køre holdet videre efter den 1. april, som Jonas Wilde hævdede over for Halden Arbeiderblad.
I begyndelsen af januar meldte HC Midtjylland ellers ud, at man havde reddet sig selv fra en lukning efter afgang af både sportschefen og en stregspiller.
Men ifølge Morten Secher er potentielle løsninger med forskellige investorer ikke blevet til noget, selvom klubben udskød egen deadline for at få klarhed inden forårssæsonen.
»Der mangler over en million kroner. Hvis alle spillerne finder en ny klub i morgen, så er vi jo reddet. Så spiller vi bare resten af sæsonen med et dårligt hold. Derfor kan jeg ikke sige, om der er tale om en konkurs, når vi når til den 30. juni,« lød det til TV Midtvest tirsdag.
Til februar er det blot to år siden, at HC Midtjylland vandt pokalturneringen. Holdet er sat til at spille sin næste ligakamp 12. februar ude mod Århus Håndbold.