Fortsæt til indhold
Håndbold

Tyske medier efter nederlag til Danmark: »Nu har vi brug for et håndbold-mirakel«

Søndagens nederlag sætter de forsvarende europamestre i en svær situation.

Det blev til slutrundens første nederlag, da Tyskland søndag aften tabte 25-26 til Danmark. Og samtidig et nederlag, der med al sandsynlighed gør, at de forsvarende europamestre ikke når blandt de fire semifinalister. I hvert fald, hvis man skal tro nogle af vores nabolands største medier.

Under rubrikken »Nu har vi brug for et håndbold-mirakel« kridter sportsmediet Bild stregerne op og noterer, at Tyskland både skal slå Spanien og have hjælp fra andre resultater for at gå i semifinalen.

»Var det titelforsvaret, der røg der? Vores håndboldspillere tabte med 25-26 mod de olympiske mestre ved EM i Kroatien, og nu er håbet for semifinalerne kun spinkle,« lyder det.

Die Welt kalder præstationen mod Danmark den hidtil bedste af tyskerne ved EM på trods af, det ikke blev til point. Særligt egen defensiv får roser med på vejen.

»Det stærke forsvar organiseret af Finn Lemke og sammenspillet med målmand Andreas Wolff var det store aktiv. Det tyske forsvar drev det danske angreb og superstjernen Mikkel Hansen til stor fortvivelse. Danskerne kunne næsten ikke komme forbi Lemke, Patrick Wiencek og Hendrik Pekeler. De dobbelte europamestre lykkedes end ikke med at score fra bagkæden før det 21. minut.«

Ligesom hos Bild er troen på en semifinale dog ikke den største.

»De tyske spillere gik frustrerede rundt på banen, og træner Christian Prokop rystede på hovedet. Trods en god start på EM i Kroatien truer det første nederlag de forsvarende mestres eksistens.«

Der Spiegel anerkender også den tyske defensiv, men så omvendt tilsvarende store problemer i den anden ende af banen.

»Et tilbageslag for de tyske landsholdsspillere. I lang tid var defensiven mod Danmark god, og målmand Andreas Wolff var stærk. Men for mange offensive fejl kom i vejen for sejren.«

Tyskland ligger aktuelt nummer tre i mellemrunden, men har ligesom Danmark spillet en kamp mere end de andre hold. Tyskerne møder Spanien i den sene kamp onsdag, efter Danmark har spillet mod Makedonien.