Fortsæt til indhold
Håndbold

Svensk sejrsdans imponerer inden VM-kvartfinale

Næsten 1. mio har set video af svensk sejrsdans. Hvis de får to dansepoint, så får vi to point i kampen, siger den danske playmaker Lotte Grigel.

Leipzig

Det svenske kvindelandshold i håndbold har imponeret alle ved VM. I den indledede gruppe slog holdet Norge. Og i ottendedelsfinalen vandt holdet søndag med 33-21 over Slovenien. Det var første gang i 16 år, at holdet kvalificerede sig til en VM-kvartfinale.

Det blev fejret med en dans, som det svenske håndboldforbund lagde op på kvindelandsholdets Facebookside. Siden har næsten 1 mio. set videoen.

»Det er en zumbadans, som vi har lavet under flere opvarmninger tidligere for at få gang i kroppen. Nu har vi filmet den, så alle kan lære den,« siger den svenske anfører Sabine Jacobsen til Aftonbladet.

Den danske landsholdsspiller Line Jørgensen kender godt dansen, fordi hun til daglig spiller sammen med Sabine Jacobsen.

»Jeg kender dansen, og jeg har prøvet den, fordi jeg spiller sammen med Sabine Jacobsen i CSM Bucuresti. Hun er uddannet Zumba-instruktør. Det gjorde hun på et tidspunkt, hvor hun var skadet,« siger Line Jørgensen.

Det danske hold har dog ingen planer om at tage dansen op.

»Jeg tror ikke, I kommer til at se os lave noget lignende. Jeg tror, vi har en træner, som ville gå amok på os, hvis vi lavede sådan noget dér,« siger den danske playmaker Lotte Grigel til DR Sporten.

Hun giver gerne to point for dansen til Sverige.

»Hvis de får to dansepoint, så får vi to point i kampen i morgen og en sejr, kan vi så ikke bruge det? Vi spiller VM-semifinale, og så må de godt vinde på dansen,« siger Lotte Grigel.