Kriseklub fyrer igen sin cheftræner
Ribe-Esbjerg HH har afskediget Jan Leslie efter en skidt sæsonstart.
Den officielle udmelding lyder på enighed »om at stoppe samarbejdet«.
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger var onsdagens brud mellem Ribe-Esbjerg HH og Jan Leslie imidlertid en regulær fyring af cheftræneren, hvilket blot er den seneste af en lang række bølgeskvulp på sidelinjen.
Vi var glade for at have Jan i klubben, men de seneste kampe gav ikke den håbede vending.Holger Refslund, bestyrelsesformand i Ribe-Esbjerg HH
Sideløbende med klubbens historisk gode resultater i den forgangne sæson opstod stadigt mere støj omkring positionen, da Jan Leslie i februar blev hentet ind som en ekstra fuldtidsansat træner til daværende cheftræner Claus Uhrenholts udelte undren. Balladen om ansvarsfordelingen endte med et spark bagi til Claus Uhrenholt, da ledelsen blandt andet ikke ville acceptere hans negative udtalelser om klubben i pressen.
Med sæsonstarten og tilgangen af profiler som Tim Winkler, Miha Zvizej og Yehia Elderaa håbede de ambitiøse sydvestjyder at kunne glemme balladen, men efter 11 kampe i grundspillet har sydvestjyderne blot vundet to gange og har seks point op til den ottendeplads, der giver adgang til slutspillet.
»Vi har flere gange evalueret situationen og forsøgt at stoppe den negative stime. Vi var glade for at have Jan i klubben, men de seneste kampe gav ikke den håbede vending,« siger bestyrelsesformand Holger Refslund.
Den permanente afløser er ikke på plads, og til torsdagens opgør mod HC Midtjylland står sportschef Sune Agerschou derfor i spidsen for mandskabet sammen med talentchef og U18-træner Marc Uhd.