Fortsæt til indhold
Formel 1

Styrt i Polen sendte dansk speedwaykører på hospitalet

Niels-Kristian Iversen styrtede søndag i løb for polsk klub. Det er uvist, hvornår han er tilbage i sadlen.

/ritzau/

Den danske speedwaykører Niels-Kristian Iversen kom søndag så galt afsted i et løb i Polen, at han har været forbi et hospital til behandling.

Det fremgår af et tweet fra den uheldige kører.

- Dårligt nyt. I øjeblikket på hospital. Fik brud i skulderen. Jeg kan ikke sige, hvor længe jeg vil være ude, men håber snart at være tilbage på banen igen, skriver han natten til mandag.

Niels-Kristian Iversen styrtede under et løb for sin polske klub Gorzów Wielkopolski og blev efterfølgende bragt til et hospital.

Uheldet er endnu en dårlig nyhed i en generelt skuffende sæson for dansk speedway.

I den igangværende grandprixserie er det endnu ikke lykkedes en dansker at køre sig i en finale.

Niels-Kristian Iversen er bedst placerede dansker på en samlet 14.-plads i VM-serien.

I forvejen har den flerdobbelte verdensmester Nicki Pedersen på grund af en skade været nødt til at melde fra til fem ud af de syv grandprixer, der foreløbig er kørt.

Artiklens emner