Haas teamejer: Det er op ad bakke, ikke at være en af de bedste
Der er langt mellem top tre og de øvrige teams i Formel-1 VM-stillingen. Et dilemma for sporten, mener Kevin Magnussens holdejer.
Det kan være hårdt ikke at være blandt de allerbedste. Det mener i hvert fald Formel-1 teamejer Gene Haas, der har lagt navn til Kevin Magnussens team.
For ifølge holdejeren er der tre teams, som dominerer Formel-1. Der er Mercedes, Ferrari, Red Bull og alle de andre teams - sidstnævnte hører Haas ind under, fortæller han i et interview med motorsport.com.
Gene Haas fortæller, at de tre tophold er lysår foran de andre teams, og at det til tider godt kan føles »ret deprimerende«.
Amerikanerens ord skal ikke opfattes som en kritik af hans eget hold, som halvvejs gennem dets anden sæson befinder sig på en syvendeplads i VM-stillingen.
»Vi har to gode kørere i øjeblikket, som begge har scoret point. Vores bil er også meget god,« siger han.
Men ifølge Gene Haas »hænger der en sky over hovedet på teamet,« da det er et faktum, at deres bil er få, men afgørende sekunder langsommere end de tre topholds.
Han mener, at det ikke kun er et problem, som Haas lider af, men at det er generelt for alle de hold, der ligger lige uden for top tre.
Og VM-stillingen taler også sit tydelige sprog. Her ses det, hvordan de bedste hold skiller sig ud. Mercedes ligger i nummer et med 357 point, efterfulgt af Ferrari med 318 point og på en tredjeplads ligger Red Bull med 184 point. Haas har 29 point som nummer syv.
Ses der bort fra de tre bedste hold, mener Haas-ejeren, at resten af Formel-1 feltet er meget lige, men han ser det som problematisk, at ingen kan matche topholdene.
»Det er et, som dilemma Formel-1 står overfor. Midterfeltet er ret lige og konkurrencedygtigt, det er kun sekunder, der adskiller flere pladser, men alle os kæmper også med de tre topteams, som er så langt foran,« siger han og forklarer, at ingen racerkører uden for Mercedes, Ferrari eller Red Bull har en chance for at vinde med de nuværende tilstande.