Fortsæt til indhold
Formel 1
Artiklen opdateres

Skuffelse for Kevin Magnussen da bilen humpede i garage

Affjedringen i Kevin Magnussens bil knækkede, og så var kvalifikationen slut for danskeren.

THOMAS LUND HANSEN, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

SPIELBERG

Op og ned for Kevin Magnussen. Det må være konklusionen efter hans deltagelse i kvalifikationen ved det østrigske grandprix.

Han kom ud som en af de første og satte hurtigt en tid, der var ganske konkurrencedygtig, men kort efter røg der en affjedring, og den 24-årige dansker humpede tilbage til garagen med højre forhjul i vejret, hvorefter mekanikerne fik travlt med at skifte affjedringen.

Det viste sig dog hurtigt, at bilen ikke kom på banen igen lørdag, og så må Kevin Magnussen varme sig ved, at hans eneste tid faktisk var nok til at komme videre til kvalifikationsrunde to – Q2, hvilket er ganske positivt. Hans tid var den 12.-hurtigste i Q1, men der gik ikke mange minutter, før Haas besluttede sig for, at Kevin Magnussens kvalifikation var slut, da bilen var for beskadiget.

Da Kevin Magnussen ikke kom ud til Q2, betyder det, at han starter som nummer 15 ved grandprixet i morgen.

Kvalifikationsresultatet kommer oven på to træningspas, hvor Kevin Magnussen to gange kørte syvendehurtigste tid, og det er utvivlsom irriterende at gå ud, når bilen faktisk er til et forsøg på at ende blandt de 10 forreste.

Haas har dog noget at glæde sig over, for amerikanernes biler begynder at være mere og mere konkurrencedygtige. Kevin Magnussen holdkammerat, Romain Grosjean, kvalificerede sig med lethed til den tredje kvalifikationsrunde, Q3, hvor han endte som nummer syv.

Den plads holdt han også til slutresultatet, selvom at hans bil stoppede midt på banen i slutminutterne af kvalifikationen.

Han stiger dog en plads til sjettepladsen, da Lewis Hamilton trækkes fem pladser på grund af en straf. Hans brøde er, at Mercedes er blevet nødt til at skifte gearkasse imellem de to seneste grandprixer, og reglerne siger, at hver gearkasse skal kunne holde seks grandprixer i træk.

Hamilton blev nummer tre, men starter altså som nummer otte.

Mercedes Valtteri Bottas var hurtigste mand, mens Sebastian Vettel blev nummer to.