Fortsæt til indhold
Formel 1

Iskolde rivaler nægtede at give hinanden hånd

Det sidste pressemøde før VM-afslutningen i Formel 1 blev en speciel affære.

Der skal nok en del mere gråt hår på toppen til, før Lewis Hamilton og Nico Rosberg begynder at finde det gamle venskab frem, som de havde før i tiden.

De to holdkammerater og VM-rivaler i Formel 1 mødtes torsdag til det sidste pressemøde i denne omgang, før de søndag kl. 14 tørner sammen i en direkte duel om, hvem der skal vinde VM.

Før hvert grandprix sendes der normalt seks kørere ind til det officielle pressemøde, hvor alle medier kan skyde løs, men denne gang havde det internationale motorsportsforbund valgt at pressekonference blev delt op i to. Først seks kørere og derefter Hamilton og Rosberg hvor sidstnævnte fører med 12 point før grandprixet i Abu Dhabi.

Pressekonferencerne er til tider en kedelig affære, hvor kørerne af og til stilles pinlige spørgsmål om favoritmorgenmad, og hvilket spil de foretrækker på Playstation (det er et Formel 1-spil, hvis du skulle være interesseret).

Men denne gang var stemning hverken munter eller ligegyldig.

Da ordføreren fik de to Mercedes-holdkammerater til at stille op til billeder, bad han dem om at give hinanden hånden. Hamilton afslog og stak hænderne i lommen, mens Rosberg betakkede sig.

Siddende bag et bord ved podiet kunne de to kamphaner så uddybe, hvordan løbet kommer til at forme sig på søndag.

Hvis Lewis Hamilton skal vinde VM – og Nico Rosberg vel og mærke gennemfører på en nogenlunde normal placering – så skal Hamilton vinde løbet i Abu Dhabi. Der ud over er han afhængig af, at Nico Rosberg bliver nummer fire eller dårligere, og han har derfor brug for, at der er to biler, der klemmer sig ind imellem bag ham og Rosberg.

Hos Red Bull har man to biler, som kan hjælpe Hamilton med at lægge den afstand, og Red Bull-teamchef, Chris Horner, har endda sagt, at han mener, at Lewis Hamilton bør køre et løb, hvor han ikke bare kører fra alle andre og håber på, at Red Bull vinder over Rosberg. Han bør bakke af og forsøge at forstyrre Rosbergs løb.

Det afviste Hamilton på pressekonferencen.

»Hvis jeg ligger forrest, vil jeg så langt foran som muligt. Hvis man har et 30-sekunders forspring, er det det mest smertefulde slag, man kan give til sin modstander, og det scenarie er mere værdifuld end at forstyrre sin holdkammerat,« svarede Hamilton på Horners forslag.

For Nico Rosberg kan sejren komme, hvis både han og Hamilton udgår – hvilket sket i Barcelona tidligere på året, da de kørte sammen.

Men den idé købte Rosberg ikke.

»Jeg vil gøre alt for at vinde – inden for grænsen af det acceptable,« sagde han.

Da de bidske spørgsmål var overstået, var det tid til at varme lidt op i det venskab, der faktisk har været mellem Rosberg og Hamilton, siden de som drenge kørte mod hinanden i gokart.

»Vi har stadig samme respekt for hinanden som i de dage. Der har været svære tider i år, men vi er også kommet videre. Stemningen er neutral mellem os, men det er selvfølgelig svært i øjeblikket,« sagde Nico Rosberg.