Familien til Formel 1-køreren Jules Bianchi, som mistede livet sidste år, går rettens vej for at få placeret et ansvar
Familien til den afdøde franske Formel 1-kører Jules Bianchi går til domstolene for at få sandheden frem om sønnens tragiske ulykke.
Familien til den franske Formel 1-kører Jules Bianchi vil have placeret et ansvar for hans død under det japanske grandprix i oktober 2014 på en regnvåd bane.
Her kørte han kørte direkte ind i en mobil kran og fik så svære kvæstelser i hovedet, at han blev lagt i kunstig koma i forsøget på at redde den 25-årige racerkører.
Den unge franskmand lå i ni måneder i koma, mens man håbede, at hans tilstand ville blive bedre. Det var dog ikke nok til at redde ham, og han døde den 18. juli 2015.
Jules Bianchi blev dermed den første Formel 1-kører, der mistede livet i forbindelse med et grandprix, siden brasilianeren Ayrton Senna omkom på Imola-banen under grandprix'et i San Marino i 1994.
Advokater for Bianchi-familien vil nu sagsøge Formula One Group, som er det kommercielle selskab bag Formel 1, Team Marussia, hvor Jules Bianchi var ansat som kører og den internationale motororganisation, FIA.
Familien hævder i sin anklage, at en eller flere af disse parter begik fejl i planlægningen, timingen, organisationen og i afviklingen af løbet, som ifølge de efterladte fandt sted på et farligt tidspunkt i Japan, hvor det var orkansæson.
»Jules Bianchis død kunne være undgået,« siger Julian Chamberlayne, som er advokat for Binachi-familien.
»Bianchi-familien er opsat på, at retssagen vil tvinge parterne til at komme med nogle svar, og at de påtager sig ansvaret for enhver fejl, der måtte være begået,« siger advokaten.
Jules Bianchis far, Philippe, siger, at familiens håb er at få svar på, hvordan ulykken kunne ske.
»Vi ønsker retfærdighed for Jules og at få sandheden frem om de beslutninger, der førte til vores søns ulykke,« siger Philippe Bianchi til BBC.
»Som familie har vi så mange ubesvarede spørgsmål. Vi føler, at Jules ulykke og død kunne være undgået, hvis en række fejl ikke var blevet begået,« siger faderen.