Bernie Ecclestone foretrækker en diktatorisk leder i Formel 1 og peger på sig selv som et godt bud
Bernie Ecclestone, topchef i Formel 1, mener, at den nuværende struktur i sporten er for bøvlet, når der skal ske forandringer.
På trods af sine 85 år har Formel 1-bossen Bernie Ecclestone åbenbart ikke opgivet at vende tilbage til tidligere tider, hvor han var en næsten enerådende leder af sporten og manden, som traf alle afgørende beslutninger.
Ecclestone er chef for Formula One Management, der driver det store Formel 1-cirkus, og han mener, at den nuværende struktur, hvor der ofte kræves flertal for at beslutte noget, er for bøvlet, når der skal ske forandringer.
I tidligere tider var det som regel Bernie Ecclestone og den tidligere præsident for den internationale motorsportsorganisation, Max Mosley, som fik deres vilje, når der skulle ske ændringer i Formel 1.
Nu om dage skal alle væsentlige forandringer først gennem en strategigruppe, F1 kommissionen eller World Motor Sport Council, som bl.a. står for nye regler og ændringer i stort set alle dele af motorsporten.
»Vores struktur er forkert. Vi har tilladt Ferrari og Mercedes at styre sporten. De leverer motorer til mange af de andre teams og har derfor stor indflydelse på dem,« siger Bernie Ecclestone til det russiske medie Sovetsky Sport.
Som det er nu, leverer Mercedes og Ferrari motorer til 8 af 11 F1-teams, og det giver ifølge Bernie Ecclestone alt for meget magt til Mercedes-bossen Toto Wolff og hans Ferrari-kollega Sergio Marchionne i F1 Kommissionen.
»De kan blokere for ændringer, som de ikke ønsker. Hvis vi vil ændre noget, skal en aftale godkendes af instanser i motorsporten. Det er den forkerte vej af gå,« siger Ecclestone videre til det russiske medie, og derfor ser Ecclestone gerne en mere simpel ledelsesstruktur.
Ecclestone er af den opfattelse, at de aktuelle hybrid-motorer er for komplicerede og dyre at fremstille. Det betyder, at kun de store fabrikanter kan levere motorer til feltet, mens uafhængige producenter er sat ud af spillet. Og det vil briten gerne lave om på.
De fire store fabrikanter i Formel 1, Mercedes, Ferrari, Renault og Honda, bakker alle op om den aktuelle teknologi, fordi den støtter strategien omkring brændstofeffektivitet i almindelige biler.
»Dette er et eksempel på. at demokrati ikke fungerer optimalt. Vi bliver nødt til at vende tilbage til de gode, gamle dage, da vi opbyggede Formel 1. Dengang jeg var i en langt stærkere position. Da jeg var diktator. Med det nuværende demokrati er der for mange, som kun ønsker at pleje sine egne interesser,« siger den engelske milliardær.
Han ejer fem procent af aktierne i Formel One Group, der administrerer Formel 1-serien og kontrollerer de kommercielle rettigheder knyttet til sporten. I slutningen af marts afslørede han, at der var givet et bud på knap 60 mia. kr. for at overtage Formel 1-sporten og de tilhørende rettigheder til bl.a. tv-aftaler.