Stor forvirring da Magnussen blev slået af holdkammerat
Der er indført nyt kvalifikationssystem i Formel 1. Det skabte den særeste kvalifikation i mands minde.
Kevin Magnussen er nok en mellemfornøjet mand, efter dagens kvalifikation i sæsonens første Formel 1-løb i Melbourne.
På plussiden skal tælles, at begge Renault-racere overlevede den første kvalifikationsrunde (Q1), og det vil man nok være tilfreds med i det franske team. Men for Magnussen personligt endte kvalifikationen med, at han lige præcis skal starte løbet søndag en plads efter sin holdkammerat Jolyon Palmer – Magnussen som nummer 15, Palmer som nummer 14.
Kvalifikationen kørte under den nye form, hvor kørerne elimineres løbende, og det så ud til at forvirre teams, kørere, fans og alle andre med en interesse for Formel 1. Selv erfarne kørere som Valtteri Bottas, Fernando Alonso og Jenson Button så ud til at time deres gældende omgangstider helt, helt skævt, men det store spørgsmål var vel også, om kvalifikationen ville blive mere spændende?
Det spørgsmål så også ud til at være på kørernes læber, for allerede før kvalifikationen gik i gang holdt de klar for at køre ud – med forsvarende verdensmester Lewis Hamilton forrest.
Det skabte fra første omgang en masse trafik, hvor f.eks. Hamiltons første tid blev forstyrret af, at han måtte overhale en tøffende Haas-racer.
Herefter viste teamsene, at de ikke helt var klar til at time omgangene. Haas-racerne satte langsomme tider, og da de så for alvor skulle sætte en betydende omgang, var tiden gået, og de blev elimineret, mens de faktisk satte tider, der var gode nok til at gå videre til næste kvalifikationsrunde – Q2.
I Q1 var Kevin Magnussens tid lige til øllet. Han kom med som nummer 15, altså med den dårligste tid af de, der kommer videre lige efter Jolyon Palmer, som han gerne skal slå.
Herefter var spørgsmålet, om Magnussens tid var et tegn på god timing, eller at Renault-raceren ikke var bedre?
Svaret var nej: Kevin Magnussen blev elimineret som den første i Q2, og han måtte altså lide den tort at være 0,141 sekunder efter Jolyon Palmer, der blev den næste, der måtte lade livet.
Forvirringen blev i hvert fald totalt under Q3, hvor kørerne blev elimineret en efter en – mens de holdt i garagen.
Kvalifikationssystemet har med sikkerhed ikke bare skabt forvirring på banen. Formel 1-fans skal også vænne sig til det kaotiske forløb, og allerede nu begynder man vel at spekulerer på, om det overlever en hel sæson?
På bundlinjen kan det i hvert fald konstateres, at Lewis Hamilton starter i pole position, Nico Rosberg som nummer 2, Sebastian Vettel 3 og Kimi Räikkönen som nummer 4. Altså stort set som alle løbene i 2015-sæsonen...