Fortsæt til indhold
Formel 1

McLaren: Magnussen kan smutte, hvis han vil

McLarens løbsdirektør siger, at teamet ikke vil stille sig i vejen for et Magnussen-exit.

Spillet om Kevin Magnussens fremtid er i fuld gang, og nu taler McLarens løbsdirektør, Eric Boullier, om, at danskeren har frie hænder til at finde et andet team, hvis han vil.

»Han er McLaren-kører, og han har altid sagt, at han gerne vil køre for McLaren igen, men hvis vi ikke kan tilbyde ham noget, så vil jeg personligt aldrig stoppe ham fra at køre et andet sted,« siger Eric Boullier til Autosport.com.

Kevin Magnussen har sagt, at han vil køre næste år.

»Der vil ikke komme et år, hvor jeg ikke kører – aldrig i livet. Det vil være sådan i år, og så vil der forhåbentlig ske et eller andet i Formel 1, og hvis ikke bliver jeg nødt komme videre og lave noget andet,« har han sagt.

Eric Boullier afviser dog ikke, at Kevin Magnussen kan fortsætte hos McLaren.

»Hvis vi kan tilbyde ham et sæde her – og jeg er ikke den eneste, der bestemmer det – så er han selvfølgelig en prioritet,« siger han.

Udtalelserne skal ses i lyset af, at McLaren har kontrakt med Fernando Alonso for næste sæson, mens Jenson Button har en kontrakt, der kan ophæves med sæsonens udgang. Eric Boullier har dog også sagt, at han gerne ser McLaren køre med begge i næste sæson, men McLarens forfærdelig kørsel lige nu betyder, at teamet kan blive nødt til at skære ned økonomisk, hvilket kan komme Kevin Magnussen til gode. Ifølge engelsk presse får Jenson Button op mod 100 mio. kr. om året, mens danskeren vil kunne spises af med 15 mio. kr.

Kevin Magnussens manager, Dorte Riis Madsen, siger, at intet er på plads.

»Åbningen er ikke kommet endnu. Hverken hos McLaren eller hos et andet team. Vi er afhængige af, at en kører forlader Formel 1 eller skifter til et andet team,» sagde hun i sidste uge til Ritzau.

Artiklens emner
McLaren