Jules Bianchi i kritisk tilstand - trækker vejret via respirator
Jules Bianchi må have hjælp til at trække vejret efter ulykken søndag.
Den franske Formel 1-kører Jules Bianchi er ikke i bedring efter søndagens ulykke under det japanske grand prix på Suzuka-banen.
Han er fortsat indlagt på det lokale hospital Mie General Hospital i Yokkaichi i det centrale Japan.
De første meldinger fra franske medier gik på, at han var i bedring, men det er tilsyneladende ikke korrekt.
»Jeg kan bekræfte, at Jules ikke trækker vejret uden hjælp. Han ligger i respirator og er ude af stand til at trække vejret selv. Jeg kan også bekræfte, at han ikke er blevet opereret mere end en gang, og jeg har fået at vide, at han blev opereret kl. 23 lokal tid, og at han har været på intensivafdelingen siden,« siger Sky Sports Craig Slater, der er til stede uden for hospitalet, hvor en talsmand stillede op til interview.
Jules Bianchi kører for det russisk/britiske Marussia-team, der har bedt om forståelse for Bianchi-familiens situation.
I en pressemeddelelse udtaler teamet glæde over den store støtte fra omverdenen.
»Med hensyn til kommunikation omkring Jules’ tilstand, holder vi os til Bianchi-familiens ønsker. Derfor vil vi bede om tålmodighed og forståelse med hensyn til fremtidige opdateringer, som vil blive taget sammen med Mie General Medical Center,« skriver Marussia i pressemeddelelsen.
Jules Bianchi kom til skade, da hans bil kørte ind i en kranbil, der stod i rabatten for at fjerne Adrian Sutils Sauber-racer.