Formel 1-kører opereres efter ulykke
Jules Bianchis far fortæller, at hans søn bliver opereret for en "alvorlig" hovedskade.
Jules Bianchi, der kørte galt under søndagens Formel 1-løb, er blevet fragtet til et hospital, hvor han opereres for en "alvorlig" hovedskade.
Det fortæller hans far, Philippe Bianchi, til den franske tv-kanal France 3 ifølge både engelske og franske medier.
Han siger endvidere, at Jules Bianchi trækker vejret uden brug af respirator, men at vi ikke skal forvente yderligere nyt før om et døgns tid.
Det internationale Formel 1-forbund FIA bekræfter farens oplysninger.
FIA oplyser desuden, at Jules Bianchi har fået en CT-skanning for at give et billede af hovedskadens omfang, og at han efter operationen vil blive flyttet til intensivafdelingen.
Ifølge Motorsport.com er både Fernando Alonso og Felipe Massa taget til hospitalet, hvor Jules Bianchi lige nu er indlagt.