De jyske bæltetasker skal nok få Tom Kristensen-race
Le Mans: »Forvent det uventede,« har Tom Kristensen altid sagt. Nu holdt den igen.
LE MANS
»De mangler nok ikke kun at give den lidt maling.«
»Nej, og de har vel heller ikke tid til at støvsuge den.«
De to jyske mænd i 40’erne havde spændt bæltetaskerne godt oppe om livet og stod torsdag morgen ved bagagebåndet i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris. På vej til Le Mans.
De var ikke rejst, hvis ikke Audi Sports mekanikere i løbet af natten havde fået samlet en racerbil til Tom Kristensen. Også de to herrer havde onsdag aften set billederne af den totalt smadrede Audi nr. 1 efter Loic Duvals brutale træningsuheld.
De muntre bemærkninger kunne de have sparet sig. Vraget står stadig under en presenning et sted bag pitten. Men Tom Kristensen er til start lørdag klokken 15.00. Et reserve-”skelet”, en monocoque, fik dispensation fra Le Mans-ledelsen til at danne rammen om opbygningen af en ny racerbil. Stump for stump blev monteret af Audi-troldmændene over natten, så danskeren torsdag aften kunne trille ud til kvalifikationen og således være Le Mans-klar.
Derfor er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt danskeren kaster sig ud i sit 18. Le Mans eller ej. Nu handler alt om, hvorvidt han kan vinde i den nye bil?
Et andet udgangspunkt
»Vi er ikke slået tilbage til nul, men udgangspunktet er blevet noget helt andet. Nu kan man vel ikke tale om os som favoritter,« sagde Tom Kristensen, da han som altid stod til rådighed for pressen torsdag eftermiddag i Audis kliniske hospitality bag Le Mans-banens hovedtribune.
»Jeg har aldrig kørt i så kompliceret en racerbil i min karriere, så der vil være masser af små justeringer før og under løbet. Den kan ikke sidde i skabet fra første omgang. Det er små ting, der flytter sig millimeter under forskellige forhold, og alt det skal vi nu løbende tage stilling til,« fastslog Tom Kristensen og prøvede at virke rolig i den stressede situation.
»Der er kommet ekstra arbejde og ekstra fokus på os. Det kan ikke være anderledes,« sukkede han.
Hektiske dage
De tre sidste dage før et Le Mans-løb er hektiske. Men primært i forhold til fans og presse. Bilen er der blevet kælet for og opholdt sig hundredvis af testtimer i i 9-10 måneder forinden.
Med Duvals uheld blev der vendt op og ned på alt for Kristensen og Audi. Torsdag måtte der trænes ekstra i pitstop, for rytmen mellem danskeren og holdkammeraterne Duval og di Grassi er væk. Loic Duval stiller nemlig ikke op. Et kæmpe handicap for Audi nummer 1.
Dels er franskmanden ekstremt hurtig, dels bliver det ikke værre end at skulle udskifte en teamkammerat 48 timer før et Le Mans.
»Når det skulle ske, så er Marc absolut den bedste, vi kan få ind i denne situation. Han har erfaringen, han er cool og har vundet Le Mans med Peugeot i 2009. Det er ikke lang tid siden, at han kørte en test i vores bil, så det er ikke helt fremmed for ham,« fastslog Tom Kristensen, der nu har den debuterende di Grassi og en helt ny holdkammerat som makkere.
Hurtig forfremmelse
Marc hedder Gené til efternavn. Spanier, 40 år og langt fra at være en nobody. I begyndelsen af 00’erne kørte han 38 Formel 1-løb for Minardi, inden han blev sportsvognskører og blandt andet vandt Le Mans med Peugeot i 2009.
Spanieren var på Le Mans, hvor han var udlånt af Audi til at køre i løbets laveste klasse. Nu sidder han pludselig i en potentiel vinderbil.
Dagen derpå var det dog ikke bilen, vinderchancer og ny teamkammerat, der optog Tom Kristensen mest. Spidst afviste han det indledende spørgsmål om Marc Gené og begyndte i stedet at tale om det, der betød mest for ham: At Loic Duval er i live.
»Jeg har lige besøgt Loic, og han har det udmærket, men er meget ked af det. Det var godt at kunne give ham en krammer,« sagde Tom Kristensen.
Hobrogenseren har selv prøvet en ulykke a la Duvals. Han ved, hvor galt det kan gå, når man som Duval forulykker med over 270 km/t. I den situation bliver de ofte loyale racerkørere endnu mere loyale. Det var også derfor, at danskeren tøvede længe på spørgsmålet om, hvordan uheldet kunne ske. Kørefejl eller bilens teknik, der svigtede?
»Han var hurtig, da han crashede,« var alt, hvad danskeren ville sige om den sag. Underforstået: Det var nu nok en kørefejl.
Når man forulykker med så højt fart, og kroppen påvirkes voldsomt, giver løbslægerne ikke tilladelse til at køre racerløb umiddelbart efter.