Antonelli vinder igen og øger forspringet i Formel 1
Den 20-årige Mercedes-kører Kimi Antonelli tog sin ottende sejr i sæsonen og øgede sin store VM-føring.
For ottende gang i denne sæson vandt den 20-årige Mercedes-kører Kimi Antonelli søndag et Formel 1-grandprix.
Det gjorde italieneren ved Spaniens grandprix, der for første gang blev kørt på den nye Formel 1-bane Madring i Madrid.
Antonelli krydsede målstregen foran den firedobbelte verdensmester Max Verstappen fra Red Bull, mens McLarens Lando Norris sluttede på tredjepladsen.
Sejren udbyggede samtidig Antonellis store forspring i den samlede VM-stilling, og han er godt på vej til at blive den yngste kører nogensinde til at vinde Formel 1-titlen.
Med ni grandprixer tilbage af sæsonen fører han VM med 81 point ned til sin holdkammerat George Russell.
Antonelli startede dog søndagens løb som nummer to bag den forsvarende verdensmester, Lando Norris.
McLaren-køreren var dog uheldig på 15. omgang, hvor en virtuel safetycar blev indført, lige efter at han havde passeret indkørslen til pitten. På samme tid var tidspunktet perfekt for Antonelli, som kunne få nye dæk.
Allerede på den efterfølgende omgang var den virtuelle safetycar-periode ovre, og Norris fik dermed ikke udnyttet det vindue, hvor det er hurtigere at køre i pit.
Det kostede i sidste ende Norris sejren på den nye bane i den spanske hovedstad, hvor det viste sig at være særdeles vanskeligt at overhale.
Efterfølgende erkendte Antonelli, at hans konkurrent havde fortjent sejren.
- Jeg synes, det er godt at vinde, men det føles ikke helt så godt, fordi jeg synes, Lando fortjente sejren. Men samlet set tager vi den, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Russell, der er Antonellis nærmeste forfølger i VM-stillingen, sluttede løbet på femtepladsen i Madrid.