Magnussen nærstuderer snørklet bane i Saudi-Arabien
Danskeren er efter sin femteplads i Bahrain rejst til Jeddah, hvor der venter en hurtig og snørklet bybane.
Racerkøreren Kevin Magnussen (Haas) skal i den kommende weekend følge op på sit fornemme comeback i Formel 1.
Det sker i Saudi-Arabien, hvor sæsonens andet grandprix foregår på en hurtig og snørklet bybane i Jeddah med 27 sving.
Danskeren er mødt frem med stor optimisme, efter at han søndag i sidste uge opnåede en femteplads i Bahrain.
- Jeg ser virkelig frem til det. Jeg elsker gadeløb, og banen ser udfordrende ud, så lad os se.
- Jeg kender den ikke, så det vil tage nogle omgange, før jeg er fortrolig med den, siger Kevin Magnussen til Haas-holdets hjemmeside.
Flere af konkurrenterne prøvede i sidste sæson kræfter med banen i Saudi-Arabien, men for den 29-årige dansker er det første gang, at han skal styre en bil gennem gaderne i Jeddah.
Fredag venter der to træninger, men Kevin Magnussen er allerede godt i gang med at lære banen at kende.
- Jeg skal se en masse videooptagelser inde fra bilen, og så skal jeg se på data, der kan give mig en forståelse af, hvilken kørestil der skal benyttes i svingene, og data der viser, hvordan dækkene påvirkes undervejs.
- Det er også vigtigt at forstå asfalten, og det er vigtigt at vide, hvilke kanter man kan bruge.
- Så handler det også om at gå en tur på banen og se den på tæt hold, og så ellers få den hurtigt ind under huden i træningerne, siger Kevin Magnussen.
Charles Leclerc (Ferrari) vandt sæsonåbningen i Bahrain. Magnussens makker hos Haas, tyske Mick Schumacher, blev nummer 11.
Grandprixet i Saudi-Arabien køres på søndag klokken 19 dansk tid. Der er kvalifikation lørdag klokken 18 dansk tid.
/ritzau/