Efter otte år bryder Michael Schumachers kone tavsheden
Onsdag i næste uge får en dokumentar om Michael Schumacher premiere. Her løftes sløret for hans tilstand.
En af verdens bedste Formel 1-kørere, Michael Schumacher, væltede for knap otte år siden på ski. Han slog hovedet og blev lagt i koma, og siden har omverdenen hørt meget lidt om hans tilstand.
I forbindelse med en dokumentar, der kommer den 15. september, løfter hans kone Corinna Schumacher dog sløret en anelse.
Ifølge racefans.net siger Corinna Schumacher i filmen, at »alle savner Michael, men han er her stadig. Det er anderledes, men han er her, og han giver os styrke«.
Michael Schumacher blev i 2014 overflyttet til hjemmet i Schweiz efter at have været på et fransk hospital i 10 måneder. Dengang kom det frem, at han ikke er i koma længere, men han er tilsyneladende ikke i stand til at tale.
»Jeg savner Michael hver dag,« siger Corinna Schumacher om sin mand, der i dag er 52 år gammel.
»Vi gør alt, hvad vi kan for, at han har det godt, og at han kan føle sin familie og det bånd, vi har sammen. Vi bor hjemme og får terapi,« siger Corinna Schumacher i dokumentaren.
Ulykken fandt sted på en løjpe i Meribel i de franske alper.
»Kort før det skete i Meribel, sagde han til mig, at han ikke fandt sneen optimal, og han foreslog, at vi skulle tage til Dubai og prøve faldskærmsudspring,« siger Corinna Schumacher.
Michael Schumacher vandt syv verdensmesterskaber i Formel 1, og parrets søn Mick Schumacher er i dag Formel 1-kører for Haas.
I dokumentaren taler Mick Schumacher også om sin far.
»Jeg tror, at min far og jeg ville have forstået hinanden på en anden måde nu, fordi vi ville have talt det samme sprog, motorsportens sprog. Jeg ville opgive alt for det,« siger Mick Schumacher.