Coronaramt Räikkönen misser hollandsk Formel 1-grandprix
Robert Kubica afløser Kimi Räikkönen, der er testet positiv for corona, meddeler Alfa Romeo.
Søndagens Formel 1-grandprix i Holland bliver uden den finske veteran Kimi Räikkönen.
Den 41-årige tidligere verdensmester er blevet testet positiv for corona, meddeler Alfa Romeo lørdag formiddag.
- Kimi har ingen symptomer og er ved godt mod. Han er straks gået i isolation på sit hotel. Holdet ønsker Kimi god og hurtig bedring, skriver Alfa Romeo på Twitter.
Robert Kubica overtager Räikkönens plads i kvalifikationen og løbet. Den 36-årige polske reserve har tidligere deltaget i 98 Formel 1-løb for hold som Sauber, Williams og Renault.
I 2008 vandt Kubica sin første og eneste sejr som Formel 1-kører, da han kom først over stregen i det canadiske grandprix.
Kimi Räikkönen meddelte for nyligt, at han er i gang med sin sidste sæson som Formel 1-kører. Han vandt som Ferrari-kører i 2007 verdensmesterskabet.
Finnen har med 345 løb rekorden for flest deltagelser i Formel 1. Det er blevet til 18 pole positions og 21 løbssejre undervejs og 103 pladser på podiet.
Formel 1-feltet er tilbage i aktion efter sidste uges aparte grandprix i Belgien. Her nåede kørerne blot få hele omgange, inden løbet blev afblæst på grund af vejret.