Honda trækker sig som Formel 1-leverandør efter 2021
Honda fokuserer på at være at CO2-neutral i fremtiden og trækker sig derfor fra Formel 1 efter næste sæson.
Den japanske bilfabrikant Honda afslutter sit samarbejde med Formel 1 efter udgangen af næste sæson.
Det oplyser Honda fredag i en udtalelse.
Honda leverer i øjeblikket motorer til Formel 1-holdene Red Bull og AlphaTauri, der begge har vundet et grandprix i indeværende sæson.
Årsagen til beslutningen er, at Honda i fremtiden vil fokusere sine kræfter på CO2-neutrale løsninger og på produktionen af elbiler.
AlphaTauri-chef Franz Tost har fredag reageret på Hondas udmelding.
- Vi vil gerne sige tak til Honda for et rigtig godt samarbejde. Vi har nydt hver dag, hvor vi har arbejdet sammen.
- Nu begynder vi at lede efter muligheder for at finde den bedste motor fra 2022 og fremadrettet, siger Franz Tost ifølge Formel 1's Twitter-profil.
Honda har leveret motorer til AlphaTauri - det tidligere Toro Rosso - siden 2018 og til Red Bull siden 2019.
Red Bulls Max Verstappen ligger nummer tre i den samlede VM-stilling bagved Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Valtteri Bottas.