Fortsæt til indhold
Formel 1

Kevin Magnussen er ude af søndagens grandprix

Den danske racerkører Kevin Magnussen udgår efter syvende omgang af Formel 1-grandprixet i Toscana efter at have været impliceret i et uheld.

Kevin Magnussen må endnu en gang indse, at 2020 ikke er hans år på Formel 1-banen.

På ottende omgang af grandprixet på Mugello i Italien blev han vædret bagfra af Antonio Giovinazzi (Alfa Romeo).

Sammenstødet kom, efter at en safetycar kørte af banen. Ifølge reglerne må man ikke overhale før startstregen er krydset, når der har været en safetycar på banen, men da havde Antonio Giovinazzi allerede sømmet i bund, og han hamrede op i Kevin Magnussen, der tog Carlos Sainz med sig ud i barrieren.

»FUCK, FUCK,« lød det helt kort over radioen fra danskeren.

Han var på det tidspunkt kommet op på 12.-pladsen.

Med i uheldet var også Nicolas Latifi (Williams), og der er ingen tvivl om, at situationen vil blive gennemgået efter løbet med henblik på at se, hvem der skal straffes.

»Det var fucking dumt, fra hvem der end var i front. Har de i sinde at få os slået ihjel? Det er det værste, jeg nogensinde har set,« sagde Kevin Magnussens holdkammerat, Romain Grosjean, over radioen.

Safetycaren var kommet på banen, fordi Pierre Gasly kørte ind i Kimi Räikkönen, der vædrede Max Verstappen.

Efter de to uheld var seks biler udgået: Pierre Gasly, Max Verstappen, Carlos Sainz, Antonio Giovinazzi, Kevin Magnussen og Nicolas Latifi.