Fortsæt til indhold
Formel 1

Kevin Magnussen udgik for femte gang af ni mulige – men Haas kender årsagen

Kevin Magnussen måtte endnu en gang tidligt i bad, da han udgik af søndagens grandprix.

Fem gange af ni mulige er Kevin Magnussen udgået af grandprixer i denne sæson. Den statistik kommer på et kedeligt tidspunkt for den 27-årige dansker, der endnu ikke har en kontrakt for næste sæson.

I søndagens grandprix på Mugello-banen i Italien udgik han efter otte omgange, da han blev vædret af Antonio Giovinazzi. Uheldet skete efter en genstart efter en safety car, hvor bilerne er nede i fart, og hvor den forreste – i det her tilfælde Valtteri Bottas – dikterer, hvornår løbet sættes i gang igen.

Problemet er, at nogen besluttede sig for at køre. Og så skal man selv køre. Hvem end der kørte og siden stoppede, forårsagede det hele.
Kevin Magnussen

Det var svært at se, hvem der var skyld i hvad, men både Kevin Magnussen, Nicholas Latifi (Williams) og Daniil Kvyat (AlphaTauri) blev kaldt ind til dommeren, hvor de skulle forklare, hvorfor de bremsede.

Ifølge Kevin Magnussen blev han selv nødt til at bremse, da en bil foran bremsede.

Magnussen siger til Ekstra Bladet, at de nedbremsninger var et resultat af en dominoeffekt, fordi de allerforreste biler gassede op og bremsede.

»Problemet er, at nogen besluttede sig for at køre. Og så skal man selv køre. Hvem end der kørte og siden stoppede, forårsagede det hele,« sagde Kevin Magnussen til Ekstra Bladet.

Dommernes bedømmelse af Kevin Magnussens forklaring forelå ikke før avisens deadline.

Allerede på første omgang af søndagens løb gik det galt, og blandt andre Max Verstappen (billedet) røg af banen i en sky af bremserøg og strøv. Foto: Claudio Giovannini/Reuters

Jyllands-Postens Formel 1-ekspert, Thomas Wulff, mener ikke, at de mange exitter kommer til at smitte af på mulighederne for et fremtidigt sæde hos Haas.

»Hvis han skal forhandle med Haas, ved de jo godt, hvad forklaringen er på, at han er udgået. At det ikke er, fordi han fem gange har kørt den i barrieren i et overilet forsøg på overhalinger. Det er, fordi der har været tekniske problemer og nogle uheld,« siger Thomas Wulff.

Han peger på, at Kevin Magnussen i mange sæsoner har været meget mere stabil end sin holdkammerat Romain Grosjean.

»Det er jo ikke noget, der kendetegner Kevin Magnussen, at have mange tidlige exitter, tværtimod. Så der er i min optik et stykke vej endnu, inden at det kan gå imod ham, at det sker,« siger Thomas Wulff.

I alt otte biler udgik i søndagens løb, men det var ikke nok til, at Kevin Magnussens holdkammerat Romain Grosjean kunne score point til teamet. Allerede på første omgang var han i karambolage med en anden bil, og han kørte rundt i en skadet bil uden fart, hvorfor han endte på sidstepladsen.

Lewis Hamilton vandt grandprixet foran Valtteri Bottas.

Dagen blev også en triumf for Red Bulls Alexander Albon, der har fået megen kritik, men han kørte sig op på en tredjeplads – hans første podieplacering for Red Bull – og presset på Albon må siges at være lettet.

Danske triumfer

Mens Kevin Magnussen ikke havde en god weekend, gik det bedre for andre danskere på banen.

Christian Lundgaard havde sin bedste weekend i Formel 2, da han lørdag blev nummer seks, mens han helt suverænt vandt søndagens sprintløb. Det er anden weekend i træk, at ART-raceren har set hurtig ud. Søndag kørte Christian Lundgaard simpelthen fra alt og alle, da han startede som nummer tre og tog førstepladsen i første sving.

»Med den fart jeg havde i dag, tror jeg faktisk, det havde været muligt at vinde både lørdag og søndag, men det er svært at være utilfreds med de point, jeg har scoret i denne og i sidste weekend,« siger Christian Lundgaard.

Resultaterne medfører, at han nu er oppe på tredjepladsen med 16 point op til førstepladsen, hvor Mick Schumacher holder til.

Også Frederik Vesti havde en fremragende weekend i Formel 3. Han vandt lørdag og blev nummer ni søndag. Det var sæsonens sidste grandprix. Frederik Vesti endte på fjerdepladsen i den samlede stilling.

»Det har været en hæsblæsende, intens sæson, så der bliver rigtig meget for mig at fordøje over noget tid. Og så skal jeg i gang med at tænke over min fremtid,« siger Frederik Vesti.