Coronakrisen udsætter Formel 1-sæsonen yderligere
Det canadiske formel 1-grandprix, der skulle have indledt sæsonen i juni, er blevet udsat grundet corona.
Formel 1-fans må som følge af den globale coronakrise vente yderligere med at få 2020-sæsonen skudt i gang.
Således er det canadiske Formel 1-grandprix, der skulle have indledt sæsonen i juni, blevet udsat.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I forvejen var sæsonens otte første Formel 1-grandprixer aflyst eller udskudt på ubestemt tid. Det drejer sig om grandprixer i Australien, Bahrain, Vietnam, Kina, Holland, Spanien, Monaco og Aserbajdsjan.
Det var hensigten, at grandprixet i Montreal så ville blive det første 14. juni, men det var altså også for optimistisk.
Det næste grandprix, der er planlagt i kalenderen, er det franske af slagsen 28. juni, men da Frankrig er hårdt ramt af mange coronasmittede og døde, er det tvivlsomt, om datoen får lov at blive stående.