Fortsæt til indhold
Formel 1

Magnussens bil endte som den frygtede pølsevogn

Kevin Magnussen blev nummer 13 ved det ungarske grandprix.

Kevin Magnussen havde endnu en tur i den frygtede Haas-racer-centrifuge, da han blev nummer 13 ved det ungarske grandprix efter at være startet som nummer 14.

»Den ene omgang kører bilen perfekt, den næste omgang kører den som en pølsevogn. Det er svært at forudse, hvad man har at arbejde med, når det er så meget op og ned,« sagde Kevin Magnussen til Viasat efter kvalifikationen lørdag.

Her kørte han en fremragende første kvalifikationsrunde, Q1, hvor han blev nummer fire, men i den næste – 10 minutter senere – var han et sekund langsommere. Den eneste forskel på de to sessioner var, at temperaturen var steget fire grader, og det er netop en af de detaljer, som Haas mener, er afgørende for, om bilen kører godt eller dårligt. Varmt vejr er dårligt vejr for raceren.

Og derfor var der også skidt nyt for Kevin Magnussen, da asfalttemperaturen lå på 46 grader inden start.

Danskeren fik en skidt start, da han blev overhalet af to biler og røg ned som nummer 16, og han kaldte over radioen, at »der er sket et eller andet«, men i pitten kunne de bare fortælle, at alle målinger så korrekte ud.

Magnussens kørsel derefter var hverken fugl eller fisk. Han kunne ikke rigtig hente dem, der lå foran ham, men samtidig holdt han med succes bagvedliggende biler bag sig.

Før racet var Haas-teamchef, Günther Steiner, ude at sige, at han blev nødt til at give de såkaldte teamordrer, hvor teamet fra sidelinjen bestemmer, hvem der har forkørselsret, hvis Kevin Magnussen og hans holdkammerat, Romain Grosjean, tilfældigvis kom til at ligge lige efter hinanden.

Det gjorde de på 43. omgang, da Magnussen havde været i pit for dækskifte. Han kom ud på friske dæk, og Grosjean lod ham overhale. En ubetydelig overhaling mellem nummer 15 og 16, der blev vist i langsom gengivelse. Historien om det dårlige forhold mellem Grosjean og Magnussen er på alles læber.

Romain Grosjean havde heller ikke et godt løb. Han startede som nummer ni, men gled langsom ned i feltet og på 54. omgang udgik franskmanden.

Endnu en weekend til glemmebogen for Haas.

I front startede Max Verstappen på poleposition – utrolig nok hans første nogensinde – og den holdt han i begyndelsen, men han havde Lewis Hamilton lige i hælene, og fra den position lå Hamilton bare og ventede på at hugge til.

På 26. omgang gik Verstappen i pit som den første af de to, og så handlede det for Lewis Hamilton om at indhente det ene sekund, han var bagud, indtil han selv skulle i pit. Det lykkedes ikke – faktisk langt fra – for da Hamilton havde været i pit og kom ud igen, var han gået fra at være et sekund efter Verstappen til seks sekunder efter.

Så gik den store jagt, hvor Hamilton skulle have sat et angreb ind, mens han dæk stadig var friske. Det gav løbets største oplevelse med masser af god race. Hamilton satte et angreb ind på 39. omgang, var forbi, men måtte køre uden for banen for at redde bilen.

»Hvad kan jeg gøre,« spurgte Hamilton desperat over radioen - »fortsæt med at presse,« lød det fra pitten - »jeg kan ikke fortsætte,« svarede Hamilton, og så gik han i pit og fik nye dæk på for at forsøge en ny strategi.

Det gav et fremragende løb, for nu kom Hamilton ud og satte den ene banerekord efter den anden, mens Verstappens dæk faldt fra hinanden oppe foran.

Dækskiftet viste sig at være en ren genialitet. Med tre omgange igen indhentede Hamilton Verstappen, der på brugte dæk ikke havde noget modsvar.

Lewis Hamilton kørte over som fortjent vinder – men det var i pitten, at løbet blev vundet.

For Mercedes’ Valtteri Bottas blev løbet lige præcis det mareridt, som han ikke havde brug for. Allerede på første omgang havde han kontakt med både holdkammerat, Lewis Hamilton, og Ferraris Sebastian Vettel. Han blev nødt til at køre i pit og skifte frontvinge, og så var det bal forbi for finnen, der endte som nummer otte. Den dårlige placering kommer oven i forlydender om, at han bliver udskiftet med Esteban Ocon næste år.

Ferrari oplevede endnu en weekend, hvor det ikke rigtig blev til noget. Andre hold ville næppe brokke sig over tredje- og fjerdepladsen for hhv. Sebastian Vettel og Charles Leclerc, men teamet må søge trøst i, at Red Bulls Pierre Gasly ikke er bedre, for så havde det østrigske team presset Ferrari i konstruktørernes VM.

Formel 1 holder nu en måneds ferie, før det går løs igen på Spa i Belgien den 1. september.