Fortsæt til indhold
Formel 1

Marco Sørensen bragede i barrieren med 290 km/t. under Le Mans 2019

Marco Sørensen kom på hospitalet med hjernerystelse, da han kørte af banen.

Marco Sørensen var både uheldig og heldig, da han kørte af banen kort efter midnat i dette års udgave af Le Mans.

Med 290 km/t. kørte han af i det såkaldte Indianapolis-sving, og Aston Martin-raceren bragede ind i barrieren.

Marco Sørensen kunne selv stige ud af bilen, men han var ikke uskadt. Ifølge teamet pådrog han sig en hjernerystelse og slog sin ene fod.

»Vi ved en lille smule. Han er ude på hospitalet og under opsyn, og vi har en fysioterapeut, der holder øje med ham. Han har det fint og kommer ud igen senere i dag,« siger hans teamkammerat, Nicki Thiim, til TV 2.

Marco Sørensen (tv.) sammen med Nicki Thiim og holdkammeraten Darren Turner er ude af dette års Le Mans efter Marco Sørensens uheld. Foto: Jan Sommer/Ritzau Scanpix

Heldigvis for Marco Sørensen er barrieren i Indianapolis-svinget for nogle år siden blevet flyttet længere væk fra banen, hvorfor bilen tog sig en tur hen over gruset, før den bragede ramte.

»Vi kører omkring 290, og det er ikke en sjov oplevelse for Marco. Det er ikke sjovt at se ens bedste kammerat køre galt,« siger Nicki Thiim.

Ifølge Nicki Thiim var det en defekt på bilen, der forsagede afkørslen og altså ikke en kørerfejl.

I skrivende stund er Jan Magnussen og Corvette på vej mod en sejr i Le Mans i GTE-pro-klassen, der slutter kl. 15 søndag.

Michael Christensen og Porschen med nummer 92 fik en defekt i nat, var ude i fem omgange og ligger nummer 12. Alligevel er den 28-årige dansker på vej mod verdensmesterskabet, da det kræver en sejr for en konkurrerende Porsche, mens Michael Christensen skal udgå, hvis mesterskabet skal skifte hænder. Porschen ligger nummer 3.