Fortsæt til indhold
Formel 1

Magnussen kørte lunken tid på brandvarm Bahrain-bane

Kevin Magnussen placerede sig på 12.-pladsen, da Formel 1-kørerne trænede første gang i Bahrain.

/ritzau/

Haas-danskeren Kevin Magnussen kørte sig til 12.-bedste tid i fredagens første træning i Bahrain.

På den 50 grader varme bane under solen i Bahrain gennemførte Magnussen 21 omgange og havde 1 minut og 32,602 sekunder som bedste tid.

Det var 2,248 sekunder langsommere end Ferrari-køreren Charles Leclerc, som var hurtigste mand.

Holdkammeraten hos Ferrari, Sebastian Vettel, var næsthurtigst.

Magnussen kan trods placeringen midt i feltet glæde sig over, at han var hurtigere end Haas-kollega Romain Grosjean, der blev nummer 17 i den første træning.

Senere fredag og lørdag træner kørerne igen på Bahrain International Circuit i Sakhir.

Magnussen fik en god start på sæsonen, da han kørte sig på sjettepladsen i Det Australske Grand Prix i Melbourne for to uger siden.

Det skaffede danskeren otte point til VM-stillingen.

I 2018 nåede Magnussen op på niendepladsen med 56 point og var den bedste af de to kørere på Haas-mandskabet.