Fortsæt til indhold
Formel 1

Glad Kevin Magnussen: »Måske den bedste bil jeg har haft i Formel 1«

Kevin Magnussen roser Haas for at have lavet den bedste bil.

Sjettepladsen i Frankrig blev fejret med store smil af Kevin Magnussen.

På de sidste omgange var han yderst presset af Mercedes’ Valtteri Bottas, der havde haft et ekstra pitstop. Over for Viasat sagde danskeren, at hans dæk havde været et problem igennem store dele af løbet.

»Men da jeg kom under pres fra Bottas, pressede jeg dækkene lidt mere, og så var det som om, at dækkene kom til live igen, og så kunne jeg presse dem endnu mere og holde ham bag mig,« sagde Kevin Magnussen, der er glad for den bil, som Haas har fået udviklet til denne sæson.

»Det er 100 pct. sikkert den bedste bil hos Haas. Måske den bedste bil jeg har haft i Formel 1,« sagde han til Viasat.

Løbet startede med kaos, da flere biler kørte sammen, blandt andet Sebastian Vettel (Ferrari) og Valtteri Bottas.

Men det lykkedes Kevin Magnussen at holde sig ude af balladen, da han skar et hjørne af andet sving.

»Det var en god start, og der skete en masse tumult i første sving, der var røg og vragdele alle vegne. Jeg kom ud af sving to på tredjepladsen, men lod et par stykke komme forbi for at undgå en straf, og så røg jeg lidt ned i feltet gennem strategi,« sagde Kevin Magnussen.