Michael Christensen vandt Le Mans 2018
Michael Christensen kørte selv Porschen over målstregen til sin karrieres største sejr.
Danmark er atter blevet beriget med en Le Mans-vinder. Indrømmet: det er ikke i samme kategori som Tom Kristensens ni sejre i kongeklassen LMPT1, men det er en sejr, der nok skal vække genlyd inden for motorsportsverdenen, hvor Michael Christensen ikke er specielt kendt i Danmark.
Men efter en helt suveræn indsats i Porsche nummer 92 satte Michael Christensen sig 45 minutter før løbets slutning bag rattet, og han kørte først over målstregen i GTE-Pro-klassen, som er den fineste inden for de biler, der er bygget på et karosseri af en sportsvogn, som man kan finde på almindelige landeveje.
Den eneste anden dansker, der har vundet i GT-klassen, er Jan Magnussen, men hans seneste sejr er næsten 10 år gammel, da han vandt i 2009. I årets udgave endte Jan Magnussen på en femteplads.
Sejren er en kæmpe oprejsning for Michael Christensen, der i sidste års udgave af Le Mans kørte galt midt på natten i en situation, hvor hans Porsche lå nummer 1.
Over for Jyllands-Postens kaldte han selv oplevelsen for »den største personlige nedtur,« men han fik altså i den grad oprejsning i år.
Den lyserøde Porsche 911 RSR – lakeret som en gris for at hædre en Porsche fra 1971 – førte stort set fra start til slut, og Michael Christensen viste, at han er en særdeles stabil racerkører sammen med sine holdkammerater Kevin Estre fra Frankrig og Laurens Vanthoor fra Belgien.
En omgang efter Christensen og co. kom endnu en Porsche, mens en Ford blev nummer tre.
Det er fjerde gang, at Michael Christensen deltager i Le Mans, men hidtil er det bedste resultat en femteplads.
Den 27-årige racerkører kørte allerede som 19-årig for Porsche i tyskernes ”young driver programme”, og i 2014 blev han professionel, da han blev fabrikskører for Porsche.
I 2016 vandt han et 24-timers løb i Daytona, men Le Mans-sejren er uden sammenligning den største sejr i hans karriere.
For Marco Sørensen og Nicki Thiim blev Le Mans en lang nedtur. Sidste år var de to Aston Martin’er helt med fremme – ja, den ene vandt sågar, mens Thiim og Sørensen blev nummer tre – men i årets udgave ramte den britiske bilfabrikant forbi med bilen, og ”The Dane Train” blev nummer ni i klassen.
Det blev heller ikke i år en stor oplevelse for Christina Nielsen. Sidste år blev hun nummer 14 i GTE-Am-klassen i en Ferrari, og denne gang steg hun trods alt lidt i graderne i en Porsche, der endte som nummer seks i klassen.
Den sidste dansker, David Heinemeier Hansson, deltog i LMP2-klassen, men hans Jackie Chan DC Racing-bil udgik omkring kl. 4 i nat med en motorfejl.
I LMP1-klassen vandt Toyota Gazoo Racing med Sebastien Buemi, Kazuki Nakajima og Formel 1-stjernen, Fernando Alonso.
LMPT2 blev vundet af G-drive Racing med Roman Rusinov, Andrea Pizzitola og Jean-Eric Vergne.
GTE-Am-klassen blev vundet af en Porsche med Matt Campbell, Christian Reed og Julien Andlauer.