Fortsæt til indhold
Formel 1

Nicki Pedersen bliver udelukket i semifinalen i Prag

Semifinalen blev endestation for den danske speedwaykører Nicki Pedersen i VM-grandprixet i Prag.

/ritzau/

Nicki Pedersen kunne lørdag aften ærgre sig i Prag, da han blev udelukket i semifinalen i det tjekkiske grandprix i VM-serien.

Den danske speedwaykører var sluppet videre til semifinalen, hvor han dog blev udelukket efter et styrt.

Her var Nicki Pedersen meget tæt på svenske Fredrik Lindgren i et sving, og danskeren endte med at måtte ned at ligge.

Dommeren valgte at ekskludere Nicki Pedersen, og dermed stoppede de danske forhåbninger denne aften, da Niels-Kristian Iversen ikke formåede at komme videre til semifinalerne.

Der blev lagt lidt blandet ud i Prag. Niels-Kristian Iversen hentede et point i sit første heat, så var der fuldt udbytte til Nicki Pedersen i hans første start.

Herefter sluttede Nicki Pedersen sidst i femte heat, mens det samme gjaldt for Iversen i hans anden start.

Et enkelt point til Iversen og tre til Nicki Pedersen var derfor udbyttet med tre starter igen til hver.

Nicki Pedersen sluttede i sit tredje heat atter sidst, mens Iversen slog til i sit tredje forsøg med en heatsejr.

De danskere tørnede sammen i deres fjerde heat, og her hentede Nicki Pedersen en andenplads, mens Iversen sluttede sidst.

Dermed var begge i live i forhold til at nå semifinalen med henholdsvis fem og fire point.

Nicki Pedersen sikrede en plads i semifinalen med sejren i danskerens sidste heat, mens Iversens mulighed røg i sidste heat.

Det blev et kedeligt exit i Prag for Nicki Pedersen, der i sæsonens første grandprix i Warszawa røg ud inden semifinalerne.

Det samme gjaldt for Niels-Kristian Iversen, der har kørt de to første grandprixer som førstereserve.

Dermed blev det ikke til en dansk finaleplads, hvilket blot skete en enkelt gang i 2017-sæsonen.

Seneste danske grandprixsejr var i oktober i 2016.