Konkurrent til Haas og Magnussen opruster kraftigt
Alfa Romeo træder ind i det schweziske Formel 1-hold Sauber.
Nyhederne fra Formel 1-verdenen om næste sæson er allerede begyndt at komme.
Og denne gang er det fra Sauber, der er en af Kevin Magnussen og Haas’ konkurrenter nede i bunden.
Det schweiziske team har indgået en kontrakt med den italienske bilfabrikant Alfa Romeo, som bliver navnesponsor (således at navnet bliver Alfa Romeo Sauber F1) og skal levere ”strategisk, kommerciel og teknologisk” samarbejde.
Aftalen betyder, at Alfa Romeo skal samarbejde med Sauber om udvikling af bilen inklusive knowhow fra ingeniører og teknisk personale.
Bag aftalen ligger, at Alfa Romeo er ejet af Fiat Chrysler Automobiles, der har Sergio Marchionne som administrerende direktør. Han er også bestyrelsesformand i Ferrari, og netop Ferrari leverer allerede motorer til Sauber. Men i denne sæson har Sauber brugt en et år gammel motor fra 2016, og Ferrari vil i næste sæson levere den aktuelle 2018-motorer.
Aftalen skal sikre, at Sauber bliver et konkurrencedygtigt team, som kan begynde at blande sig i det midterfelt, hvor Haas har gjort det så godt hidtil.
Haas får også leveret motorer fra Ferrari, men amerikanerne har i de to år, som teamet har deltaget i Formel 1, været på omgangshøjde med den aktuelle motor fra Ferrari.
Trinnet kan betyde, at Haas får hårdere konkurrence i 2018.
Det er mere end 30 år siden, at Alfa Romeo sidst var med i Formel 1.