Engang blev han hyldet som bedre end Agüero, Bale og Benzema – nu spiller han for Asante Kotoko

Hvordan udpeger man samtidens 50 største fodboldtalenter?

Og ud fra hvilke kriterier vurderer man 10 år senere, om de har levet op til potentialet eller har vist sig at være fusere?

Endegyldige svar på de to spørgsmål opnås nok aldrig enighed om, men ikke desto mindre er det ganske morsomt at grave et gammelt fodboldmagasin frem og foretage øvelsen.

I november 2007 vovede World Soccer pelsen og oplistede et halvt hundrede teenagere, som så ud til at have helt specielle evner med en fodbold, men hvordan er det så gået de udvalgte?

Tja, bum bum.

Ved en gennemgang dukker hurtigt nuværende storprofiler op som blandt andre Gareth Bale, Sergio Agüero, Toni Kroos, Juan Mata, Alexis Sanchez, Karim Benzema samt Angel Di Maria, en anden gruppe har været fremme uden helt at kunne hægte sig fast som eksempelvis Anderson, Alexandre Pato, Giovani Dos Santos, Fabio, Micah Richards samt Bojan Krkic, og til sidst har vi alle dem, som aldrig for alvor fik driblingerne eller tacklingerne til at sidde.

Røg ned, ned og ned

I den sidste kategori finder pudsigt nok fyren, der blev placeret allerøverst på listen.

Tilbage i 2007 var ghaneseren Sadick Adams den store stjerne ved U17-VM og blev belønnet med en kontrakt hos Atletico Madrid, men i stedet for at træde i fodsporene på landsmanden Abédi Pelé røg den vævre angriber i den helt anden retning og har optrådt i den serbiske, tunesiske, rumænske, omanske, saudiarabiske og til sidst den ghanesiske liga.

»Det er altid spændende at forsøge at udpege de næste stjerner. Hvis man kunne knække koden og få 11 ud af 11 talenter til at blomstre i stedet for 2 ud af 11 ville lykken være gjort,« konstaterer Morten Bruun, tv-kommentator hos Discovery Networks Danmark.

»Det er et meget godt spørgsmål, hvordan man definerer en succes. Hvis Anderson ikke er bestået, skal der meget til, men omvendt havde man jo regnet med, at han for alvor ville sætte sig på Manchester Uniteds midtbane og styre den i mange år, så måske han kun lige er bestået, mens andre er bestået med glans. Jeg vil mene, at spillerne skal have en landsholdskarriere for at være noget specielt, men omvendt er der forskel på, om man kommer på det walisiske og argentinske landshold, så det er en vildt svær udskilning.«

Som tidligere dansk mester, landsholdsspiller og superligatræner må han selv have alle forudsætningerne for at bemærke noget særegent, men har han det?

»Nej… Jo, altså i nogle tilfælde, hvor det er åbenlyst, men det er altid farligt, og jeg sidder ikke klistret til skærmen, når der er U17- og U19-VM. Det er så utroligt svært at ramme rigtigt, for man kender jo heller ikke den mentale styrke, når man har med så unge spillere at gøre.«

Et argument, der finder støtte på listens niendeplads.

Dér finder vi Breno, en brasiliansk forsvarer, der kom til Bayern München uden rigtigt at slå til, og efter en periode som udlejet gik det helt galt, da han fik en svær depression, kom i fængsel for at brænde sit eget hus ned og tog tilbage til Brasilien efter løsladelsen for at begynde karrieren forfra.

Hér er de 50 navne