Mesterholds-dna’et vokser på Vestegnen
Det var hverken smukt eller suverænt, men med sejren over Randers er Brøndby nyt tophold.
Gode fodboldhold er ofte kendetegnet på flot spil og suveræne sejre. Mesterskabsvindende fodboldhold er i anden kategori. De vinder også de grimme kampe, for sejrene skal i hus, selvom spillet ikke nødvendigvis sprudler af overskud og overlegenhed.
Og det er netop den evne, Brøndby mestret på det seneste.
Inden mandagens opgør mod Randers var det blevet til fire sejre i træk, selvom holdet særligt på udebane langt fra har været overbevisende. Men en sejrsstime er det ikke desto mindre blevet til, og det havde inden mandagens kamp bragt vestegnsklubben i en position, hvor de med endnu tre point kunne bringe sig alene i front af Superligaen.
Mens Brøndby havde lavet fire mål i begge af de seneste to hjemmekampe, havde Randers lukket tre mål ind i begge af bundholdets to seneste udekampe. At Randers ville få det svært, stod inden kampen derfor skrevet i de stjerner, som tittede frem på den kuldeklare aftenhimmel over Brøndby Stadion.
Stædigt bundhold
Mandag aften formåede Superligaens bundhold dog at gøre det svært for hjemmeholdet. For selvom Brøndby via en dominerende start kom foran 1-0, da gæsternes Joni Kauko jokkede bolden i eget mål, så bed Randers fra sig kampen igennem. Det resulterede efter en halv time i en udligning og varige bekymrede miner hos Brøndbys cheftræner, Alexander Zorniger, der stående på sidelinjen med armene over kors, kunne se sit gulklædte hjemmehold kæmpe mod et Randers mandskab med god energi.
Zornigers trænerkollega i Randers, Ricardo Moniz, har efter overtagelsen af jobbet skruet op for træningsmængden i det kronjyske, og det kunne se ud til, at Randers-spillerne har haft godt af de flere timer på træningsbanen. I hvert fald var der ikke synlig forskel på top og bund kampen igennem, hvor Randers tilmed formåede at diktere spillet i flere perioder af kampen.
Brøndby var bare skarpere. Det blev fint illustreret efter en times spil, hvor Brøndbys Besar Halimi klinisk sniger et frispark i mål til en 2-1 føring, og Marvin Pourie 30 sekunder senere afslutter uskarpt lige på Frederik Rønnow i den anden ende.
I minutterne efter føringsmålet trak Brøndby sig en anelse tilbage og lurede på små kontrastik, mens Randers viste, hvorfor de er det hold i Superligaen, der har scoret færrest mål. Randers spillede og spillede, men kun sjældent nærmede bolden sig Rønnows målfelt, og når den gjorde stod den blonde landsholdsmålmand, hvor han skulle.
I kampens døende minutter trak Randers-målmand Hannes Halldórsson med op til et hjørnespark, hvilket resulterede i, at Brøndbys Besar Halimi sekunderne efter kunne score i et tomt mål til kampens resultat 3-1.
Med sejren til hjemmeholdet indtager Brøndby efter 14. runde førstepladsen. Man skal tilbage til 2009 for at finde en topplacering til Brøndby så sent i sæsonen.