Fortsæt til indhold
Fodbold

En fodboldklog svensker og hurtighed skal skaffe AGF point i Parken

FC København nedprioriterede i ugens løb Europa League for at få point mod AGF i Superligaen.

FC København har ikke haft det alt for godt i denne sæson, når klubben har spillet europæiske kampe lige op til et opgør i Superligaen. Og når mestrene går på banen i dag i Telia Parken mod AGF, er det med to nederlag i Superligaen som baggrund.

Det er ikke så hyppigt, at FC København taber to ligakampe i streg, derfor valgte FC København-manager Ståle Solbakken at spare tre stamspillere i torsdagens udekamp i Europa League mod tjekkiske Zlin. Nicolai Boilesen, Carlos Zeca og Benjamin Verbic blev hjemme i hovedstaden for at lade op til kampen mod AGF.

Ikke specielt godt nyt for den aarhusianske klub, som har anvendt ugen til at reparere lidt på nederlaget til Lyngby. En kamp, der kostede en udvisning til Dino Mikanović, hvilket smadrede det væsentlige; nemlig udbyttet.

Mikanovic til samtale

Efter 0-0 ved pausen og efter en omgang løfterig angrebsfodbold tabte AGF 0-2. Dino Mikanović afsoner karantæne i dag. AGF har indgivet en protest over behandlingen af hændelsen mod Lyngby, da den lille og – tør vi godt konstatere – hidsige kroat væltede nogle plasticstole på vej ind til pausen. Kort forinden følte han sig bortdømt, da han ville have et straffespark efter en duel med Oliver Lund. Det fik han ikke. Han fik gult. Og et gult mere i pausen efter at have vippet til stolene. Og siden en lille snak med træner og sportschef. AGF’s protest blev afvist sent fredag.

»Vi skal have større disciplin i den måde, vi selv agerer på, og vi har haft en samtale med Dino Mikanović. Vi skal forbi den slags, når det sker, og det har vi været. Men det viste sig bagefter, at han havde en sag. Han blev rent faktisk rørt, da han faldt i feltet. Det var et korrekt gult kort i situationen. Men han blev ramt. Om det er nok til et straffespark kan diskuteres. Ingen er mere ærgerlig over det end Dino Mikanovic. Han spillede faktisk en forrygende første halvleg. Så han er selv frustreret,« siger sportschef Peter Christiansen.

Sana er fodboldklog

Sportschefen kunne lide det, som han så i David Nielsens første kamp som cheftræner.

»Jeg synes, at det var godt i første halvleg fra vores side. Vi var dynamiske, og vi vekslede mellem at spille hurtigt og mellem at tage tempoet ud af kampen. Vores genpres var fornuftigt. Måske skulle vi i nogle faser have haft endnu en spiller i feltet. Skal Tobias Sana skubbes længere frem, eller skal han falde lidt ned og bygge spillet op, som han gjorde fint mod Lyngby? Det er den slags små detaljer, vi arbejder med hele tiden. Men vi nåede frem til de chancer, vi skulle have, selv efter pausen,« siger Peter Christiansen.

Netop Tobias Sana blomstrede i kampen mod Lyngby, hvor David Nielsen havde placeret ham som den midterste af de tre midtbanespillere bag angriber Kasper Junker. I en fri rolle. Til dels.

Vi skal have større disciplin i den måde, vi selv agerer på, og vi har haft en samtale med Dino Mikanovic.
Peter Christiansen, sportschef i AGF

»Jeg har givet Tobias Sana en rolle, så han har mange valg på banen. Det handler om den måde, vi angriber på. Han er fodboldklog, så han kan selv træffe sine valg i forhold til positionering med udgangspunkt centralt. Han skal helst ikke for meget ud på kanterne,« siger David Nielsen.

Selv glæder Tobias Sana sig over, at han har relativ stor frihed på banen i stedet for at skulle passe en kant.

»Da jeg var yngre, spillede jeg tit på den position. Jeg nyder at spille som 10’er. Jeg spillede den plads i Ajax Amsterdam i den sidste tid, jeg var der, og det trivedes jeg med. Jeg skal nok udnytte det endnu bedre, end jeg gjorde mod Lyngby, men da blev det svært, da vi kom i undertal,« siger Tobias Sana.

Fodbold handler temmelig meget om selvtillid og tillid fra træneren.

»Træneren har sagt, at han stoler på mig, og at jeg bare skal gå ud og spille mit spil. Vi må ikke glemme, at det er alvor, men vi skal også kunne slappe af. Ellers er det svært at levere en god præstation. Det viste vi mod Lyngby i første halvleg. Den tabte vi, da vi var en mand i undertal. Nu kigger vi frem til kampen mod FC København,« siger svenskeren.

Fart er vigtigt

Mod Lyngby indledte AGF uden Morten ”Duncan” Rasmussen på toppen. Meget tyder på, at han heller ikke er med fra start i Telia Parken, hvor AGF håber at Kasper Junker kan udnytte sin fart.

»11 mod 11 forsvarede vi os godt mod Lyngby. Det kan vi anvende. Så kan vi bruge vores ro med bolden og vores fremadrettede spil. Vi skal spille hurtigt. Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt, at vi kan true FC København i dybden,« siger AGF-træner David Nielsen.

Artiklens emner
AGF
FCK