Fortsæt til indhold
Fodbold

FC Midtjylland sneg sig op på andenpladsen

Gæsterne fra FC Midtjylland havde et ekstra gear i forhold til AGF og vandt komfortabelt i Aarhus.

Med en kontrolleret indsats sikrede FC Midtjylland sig relativt ubesværet tre point i Aarhus via 3-0 over AGF, og dermed meldte FCM sig for alvor ind i topstriden.

AGF prøvede fra starten med at aggressivt pres, men blev ofte fanget, da FC Midtjylland til tider havde tre angribere og to fløje helt fremme, så derfor stod der i perioder seks AGF’ere i bageste kæde. Egentligt forståeligt, at der var behov for opbakning, for FCM ankom med to af ligens mest scorende spillere i sin startformation; Paul Onuachu (fem mål) og Alexander Sørloth (seks mål), og førstnævnte markerede sig midtvejs i første halvleg, da han behandlede Jakob Poulsens pasning efter fortjeneste og præcist stødte bolden i det fjerneste hjørne med hovedet.

Hjemmeholdets intention var tilsyneladende at angribe via kanterne, det havde Martin Spelmann størst held med i højre side, mens truslen i venstre side fra Jakob Ankersen var sporadisk.

Kort før pausen var Paul Onuachu tæt på at øge sin sæsontotal til syv mål, men hans forsøg traf overliggeren, og så blev der holdt en smule liv i opgøret, som understregede, at FCM har et hold et niveau over AGF’s. På alle positioner, så det ud til.

FCM-træner Jess Thorup har haft held til at ændre sit holds måde at spille på, så det både er defensivt solidt med tre stoppere samt har bredden med to wingbacks og ikke mindst erfarne folk centralt i form af Jakob Poulsen, kampens klogeste aktør, og Tim Sparv.

Gæsternes overtag blev forstærket efter pausen med et stort tryk mod AGF, som ikke fik tid og ro til at spille bolden rundt og stort set ikke nåede at true FCM-målet. Midtvejs i anden halvleg lukkede en tidligere AGF’er reelt kampen, da Jakob Poulsen omsatte det straffespark, som Adama Guira begik på Alexander Sørloth. Meget betegnende, for AGF var i store perioder et skridt eller to bagefter. Marc Dal Hende øgede til 3-0 i slutminutterne, hvilket derfor ikke kom som en voldsom overraskelse for de godt 9.000 tilskuere.