Antiracisme-organisation: Manchester United skal forbyde slagsang om Lukakus penis
Tilhængere af Manchester United har hyldet deres belgiske angriber på en lidt alternativ måde. Nu vil organisationen "Kick it Out" have sat en stopper for hyldestsangen, som de mener er racistisk og fordomsfuld.
»Romelu Lukaku, han er vores belgiske scoringsgeni med en 24 tommer penis, scorer han alle mål«.
Romelu Lukaku har fået en god start hos Manchester United, hvor han har scoret fem mål i Premier League i lige så mange kampe. Men nu giver populariteten blandt Uniteds fans uventede problemer.
Under weekendens kamp mod Lukakus tidligere klub Everton sang fansene ovenstående linje for at hylde deres nye belgiske målmaskine, som selvfølgelig scorede i Uniteds 4-0 sejr.
Antiracisme-organisationen "Kick it Out" har på baggrund af videomateriale kontaktet Manchester United for at få klubben til at forbyde hyldestsangen på stadion.
Organisationen mener, at "hyldesten" er både racistisk og fordomsfuld, forklarer en talsmand ifølge det engelske medie The Independent.
»Teksten, der bruges i sangen, er stødende og diskriminerende. Racistiske stereotyper er aldrig acceptable i fodbold eller i det almindelige samfund, uanset om det er ment som en støtte til en spiller,« udtaler talsmanden.
»Vi har kontaktet Manchester United vedrørende problemet og vil arbejde tæt sammen med dem og FA for at sikre, at det behandles hurtigt. Hvis vi modtager nogen rapporter vedrørende den diskriminerende sang, vil de blive videregivet til den styrende organisation, og gerningsmændene kan forvente at blive straffet,« lyder det videre.
Manchester United har indtil nu undersøgt, hvad klubben kan gøre for at forbyde sangen og har erklæret, at klubben har nultolerance over for racisme.
Tidligere på sæsonen forbød Uniteds liga-kolleger Chelsea FC en slagsang om klubbens spanske angriber Alvaro Morata, da den indeholdt antisemitiske udtryk. Her gjorde klubben det klart, at fans, der sang den forbudte tekst, ville blive retsforfulgt. Om det kommer så vidt med Lukakus hyldestsang er endnu uvist.