Fortsæt til indhold
Fodbold

Ekspert: Konflikten mellem DBU og kvindelandsholdet kan koste interessen

Stridighederne om fremtidens vilkår for kvindelandsholdet kommer på det værste tidspunkt, mener ekspert, som selv er tidligere træner.

Uenigheder, der er gået i hårdknude, beskyldninger om urimelige krav og en aflyst landskamp.

Konflikten mellem kvindelandsholdet i fodbold og Dansk Boldspil-Union (DBU) kommer på det værst tænkelige tidspunkt, mener Danny Jung, der er tidligere træner for U16- og U17-kvindelandsholdene og var ekspertkommentator på TV 2 under sommerens EM i Holland, hvor de danske kvinder fik sølv efter et finalenederlag til værtsnationen.

»Det er en bombe under alt det, som spillerne og alle folk omkring kvindefodbolden har gjort de seneste mange år. De har arbejdet meget hårdt på at få anerkendelse og blive set og hørt. Det er topmålet af dårlig timing. Jeg er bange for, at spillerne er brikker i et større spil i forhold til U21- herre og A-landsholdet,« siger han.

Ifølge ham er konflikten mellem kvinderne angiveligt kun en forsmag på, hvad der kan være i vente, når A-landsholdet via Spillerforeningen, der repræsenterer landsholdene, skal forhandle en ny aftale om holdets vilkår næste år med DBU.

Tirsdag formiddag meddelte DBU, at en træningskamp mod EM-vinderne fra Holland og de danske sølvvindere blev aflyst, fordi Spillerforeningen og DBU endnu ikke er nået til enighed om fremtidens vilkår for kvindelandsholdet.

Den aflyste kamp ærgrer Danny Jung, fordi den med et udsolgt stadion i Horsens var et udtryk for den medvind, som kvindefodbolden har fået. Men han mener også, at det ikke kun er konflikten alene, der er årsag til aflysningen.

»Der er selvfølgelig en signalværdi i det fra DBU’s side, men der er også noget rent praktisk i forhold til Holland. Man kan ikke blive ved med at holde modstanderne hen i uvished, da der er mange forberedelser forud for en kamp,« siger han.

Fodboldeksperten frygter, at mange års hårdt arbejde med at promovere kvindefodbolden mere og vinde danskernes hjerter bliver tabt på gulvet.

»Det er det, der er ved at ske i øjeblikket. Det er forfærdeligt og rigtig synd for spillerene,« siger Danny Jung, der selv er tidligere professionel spiller før sin trænerkarriere.

Han håber, at der snarest bliver fundet en løsning.

Sker det ikke, kan konflikten også få indflydelse på Danmarks kvalifikationskampe frem mod VM i Frankrig i 2019, da det på nuværende tidpunkt er usikkert, hvilket hold den nye danske landstræner Søren Randa-Boldt kan stille med, når Danmark spiller første kvalifikationskamp den 19. september på udebane mod Ungarn.

Artiklens emner
Fodbold
DBU