AaB leder efter ny angriber
Allan Gaarde vil have en forstærkning, der kan gå direkte ind på holdet.
Selv små skridt er skridt fremad. Sådan er det i hvert fald for AaB, der fik 0-0 mod Horsens i en kamp, hvor der ellers ikke var meget at råbe hurra for.
Et lille hurra skal der selvfølgelig udbringes for defensiven, der holdt buret rent, men fremad haltede det gevaldigt.
Og derfor er sportsdirektør, Allan Gaarde, også på udkig efter en angriber.
»Vi kigger efter en, som kan forstærke os fra dag et, og vi har indtil 31. august, men vi vil selvfølgelig hellere have en før,« siger Allan Gaarde.
AaB har endnu ikke vundet i denne sæson, og spillerne har set ud som om, at de mangler selvtillid.
»Jeg forventer ikke, at vi kommer ud og spiller champagnefodbold, for det vil være naivt at tro, når vi ikke har vundet i så lang tid. Det er meget positivt med et point. Vi holder nullet og vi har haft udfordringer ved defensive dødbolde, og der er de næsten ikke farlige,« siger Allan Gaarde.
Han indrømmer, at AaB ikke skaber mange chancer i kampen.
»Men det gør Horsens heller ikke. Den klart positive vinkel er, at vi ikke har tabe i tre kampe. Så kan man spørge, hvor mange vi har vundet, men vi vælger at se på den positive side. At vi får stabiliseret vores hold, at vi arbejder med disciplin og defensiv organisation. Jeg kan se, hvor hårdt trænerstaben og spillerne arbejder, og det er jeg helt sikker på giver udbytte på et tidspunkt,« siger Allan Gaarde.
AaB-træner, Morgen Wieghorst er enig med sin chef.
»De sidste tre kampe er vi ubesejrede, og vi fik et point. Så er der nogen, der siger, at AaB skal gøre det bedre, men med det vi kommer fra, der kan jeg godt – uden at være lykkelig – være tilfreds med at holde nullet med det Horsens kommer fra, og det vi kommer fra,« siger Morten Wieghorst.
Han er ikke enig i, at spillerne ser ud til at mangle selvtillid.
»Jeg synes ikke, at jeg ser spillere, der er bange for at spille. Vi kan godt mærke, at der er tryk på os, og det kan man godt se på spillerne, men jeg synes, at de responderer fint i dag. På den sidste tredjedel er vi ikke helt skarpe, og vi formår ikke at fastholde spillet særligt længe. Da vi skabte chancen til Jannik Pohl, fastholdte vi spillet og kom ind bagved, og det mangler vi at gøre, for det har vi kvaliteterne til,« siger Morten Wieghorst.