Oprykningen var 40 minutter væk for Vendsyssel: »En tom fornemmelse«
Der var triste miner i Hjørring efter Superligaen forblev en drøm mod Horsens.
Der var fuld drøn på stadion i Hjørring, da klubbens topscorer Tiago Leanco kort før pausen bragte Vendsyssel foran mod Horsens søndag eftermiddag.
Kampen handlede nemlig om oprykning til Superligaen, og hvis klubben kunne holde den nyvundne 1-0-føring til slut, ville det blive den, der fik billetten til toppen af dansk fodbold.
Råbene gjaldede og smilene nåede mundvigen, da nordjyderne gik til pause med føringen intakt, men de fik blot lov at have det sjovt til fem minutter inde i anden halvleg, hvor Horsens udlignede, senere hen tog føringen, og i sidste sekund udbyggede den.
Drømmen havde blot været 40 minutter væk, men blev altså aldrig til noget.
»Det er en tom fornemmelse at stå tilbage med,« indledte Vendsyssels' træner efter kampen sit interview:
»I forhold til det, som vi havde forventet af sæsonen, har vi leveret, men lige nu er jeg jo bare skuffet over, at vi ikke lykkedes til sidst.«
Hans følelser blev imiteret af klubbens sportsdirektør, Jacob Krüger.
»Vi er ekstremt skuffede, vi havde jo sat næsen op efter det i både de her opgør og mod Hobro, hvor vi også kunne være rykket op,« sagde sportsdirektøren inden han forholdt sig til de større linjer i klubbens fremtid.
Den nordjyske klub, som først så dagens lys ved en fusion i 2013, kom nemlig til penge i denne sæson, da en investorgruppe rykkede til og blandt andet hentede Erik Rasmussen, som altså nu er cheftræner, med sig. Det har medført højere ambitioner end før omkring oprykning. En målsætning som stadig gælder trods skuffelsen.
»De nye ejere kom ind med en 2,5 års plan, og i princippet har vi opfyldt målsætningen for i år, som hed playoff-kampe. Og vi giver ikke op, det skal nok lykkedes at rykke op,« sagde den noget triste sportsdirektør.
At det hele dog i sidste ende ikke er så alvorligt, valgte Vendsyssels anfører Chris Sørensen at minde om efter kampen, som blev den 39-årige forsvarsspiller sidste i karrieren.
»Der er jo andet i livet end fodbold,« blev de sidste ord fra anføreren, som nu skal holde ferie, før han beslutter sig for sin videre færd.